Et af verdens største skiområder er beliggende i Dolomitterne i Italien, det består af 12 byer, 464 skilifter og 1.220 km piste.
Tekst: Henrik V. Nørgaard
Foto: Superski Dolomiti
Køreafstanden fra den dansk-tyske landegrænse er ca. 1.200 km til en af de nærmeste byer i området Val Gardena. Så der er tale om en lang bilrejse, lidt længere end til de Østrigske destinationer, men alternativt er der mange flyforbindelser fra CPH til Østrig og Norditalien, der giver gode og prismæssigt forholdsvis billige transportmuligheder. Billeje i Italien fås til overkommelige priser.
Opholdsmulighederne i lejligheder, pensioner og hoteller er mangfoldige og i både lave og høje prislag, og med de mange byer at vælge imellem er der mulighed for at finde indkvartering for enhver pengepung.
Af de 12 byer giver SKIAVISEN en beskrivelse af de to mest dansker populære destinationer i Canazei og Val Gardena samt det mindre kendte Kronplatz.
Canazei
I den nordlige del af Italien finder man skisportssbyen Canazei. Byen er – målt på antal overnatninger – den mest populære destination for danske skiløbere, der ferierer i Italien. Skiområdet størrelse giver mulighed for at få nye pister under skiene hver dag under en skiferie i Canazei. Byen ligger i bjergkæden Dolomitterne, der er en del af Alpekammen.
Fra selve Canazei har man adgang til i alt 1.220 kilometer pister – de fleste af pisterne er røde. Nær Canazei finder man også Sella-massivet, som det er muligt at køre på ski rundt om. Turen rundt om massivet er en dagstur på ski og kaldes ”Sella Ronda”. Ruten er på cirka 40 kilometer inklusiv turene i liften.
Skiområdet i Dolomitterne er generelt overvældende, og vil du have en ekstraordinær skiferie byder det enorme område på masser af muligheder. Ud over at området er enormt, er sneen på pisterne i høj kvalitet, og pisterne er altid velpræparerede. Alle lifter er åbne til klokken 17:30, hvilket giver mulighed for lange dage på ski, og hvis du ikke er typen der slutter arbejdsdagen på ski kl. 15.30 og skal ned og være klar til afterskiing er der mulighed for at få rigtig meget skiløb i benene på en dag.
Hyggelig og stemningsfuldt by – lækker vin og mad
Byen er flot bebygget og har hyggelige gader, hvor man finder mange forskellige stemningsfulde caféer, restauranter og mindre spisesteder. Der findes adskillige spændende butikker i byen, så en shoppingtur er oplagt, hvis man skulle trænge til en pause fra skiløbet.
Canazei byder naturligvis også på et væld af kulinariske oplevelser, det italienske køkken venter med masser af lækkerier. Skønne pastaretter, lækre vine og til slut en italiensk Grappa til at fordøje dagen med. Skal aftenen fortsætte med en tur i byen er der et utal af barer og diskoteker.
Når du skal finde bolig i Canazei er der mange muligheder, lige fra billige lejligheder og pensioner til de lækreste hoteller med spa og wellness områder til forkælelse efter en dag i sneen. I nabobyen Campitello findes mere prisvenlige alternativer til boligerne i Canazei.
Val Gardena
Val Gardena ligger godt placeret i Dolomitermassivet og områdets pister blev brugt under VM i 1970, og byen er i øvrigt berømt for dets årlige styrtløb.
Val Gardena er blandt danskernes top 10 i Italien og destinationen hører til blandt de mest innovative destinationer, når det kommer til fornyelse af områdets lifter. Til skisæsonen 2016/17 fik de i Val Gardena Italiens første 8-personers stolelift med varme i sæderne, og til denne vinter åbner endnu en ny og imponerende lift i skiområdet.
Pininfarina, der i årevis har designet nogle af de smukkeste biler verden har set, og firmaet bag de smukke designs holder sig ikke kun til biler. For den nye kabinelift ”Piz Seteur” i Val Gardena er nemlig designet af Pininfarina, hvilket garanterer, at liftens design er iøjnefaldende.
Men det er ikke kun designet, der er imponerende. For igen i år forsøger de i Val Gardena at hæve standarden for lifter. Kabinerne kobles af kablet ved ind- og udstigning og kører rundt på et eksternt system, der sikrer, at kabinerne kører ekstra langsomt rundt, når ski, stave og børnene skal pakkes ind i liften. Det er ikke den første lift i verden, der har en lavere fart ved ind- og udstigning, men igen forsøger de, at stramme skruen en tand ekstra ved, at hele seks kabiner er åbne af gangen – det mindsker stressfaktoren, når familien og udstyr skal samles og med ind i kabinen.
Komforten i de 77 kabiner er også udover det sædvanlige. Det betyder blandt andet, at de 10 personer, der er plads til i hver kabine, får mere plads på turen op.
”Piz Seteur” liften får en samlet kapacitet på 3.450 personer i timen, og liften er placeret, som en del af Sella Ronda.
Der er masser af muligheder for aktiviteter udover skiløb i Val Gardena, kælketure, skøjtebane, swimmingpool og meget mere. I hele byen hersker der en rigtig tyrolerstemning og byen bærer også det tyskklingende navn Wolkenstein.
Det er også muligt at tage den berømte Sella Ronda tur fra Val Gardena, en tur rundt i bjergmassivet Sella.
Derudover er området populært blandt langrendsløbere, da der er 133 km præparerede løjper.
Kronplatz
Kronplatz er ikke en så kendt skidestination i Danmark, men meget populær blandt italienere og tyskere. Stedet er blandt de mest børnevenlige destinationer i Alperne ud af 650, kåret af tyske ADAC.
Der er skiløb i et lokalt område med 90 km pister, der er specielt værdsat hos mellemgode skiløbere. Områdets størrelse fortæller måske ikke så meget, men til gengæld byder området på 31 topmoderne skilifter og ikke én eneste T-lift. Selv begynderområdet har gondollifter, så Kronplatz kan prale af at have verdens korteste otte- og tolvpersoners gondolbaner.
Omkring Kronplatz findes der 280 km langrendsløjper. Derudover er der masser af andre aktivitetsmuligheder, bl.a. ridning, squash, svømning, paragliding og skøjtebane. Der er også en half-pipe til snowboardere. I de omkringliggende byer finder man alle former for tirolerspecialiteter.
Destinationen er særlig velegnet til børnefamilier, grupperejser og skiklubber.
Skiløb på alle niveauer
Det er SKIAVISEN’s vurdering, at skiløbet i Superski Dolomiti byder på sværhedsgrader for næsten enhver smag og for ethvert ambitionsniveau. Der er pister nok til, at alle skiløbere kan blive udfordret på en skiferie, hvad enten man er nybegynder eller ekspert, og hvad enten man er ung eller ældre. Skiområdet Superski Dolomiti rummer altid nye oplevelser, så én skiferie i området er sjældent nok og mange gæster er derfor gengangere.
Skiområdet kan benyttes med det samme liftkort til 294 EUR for voksne og 206 EUR for børn/juniorer i 6 skidage. Netop liftkortet er ikke billigt som del af de samlede rejse- og opholdsomkostninger, men må retfærdigvis holdes op mod de mange pistekilometer som kortet giver adgang til inkl. 30 parks.
Langrend
Der findes cirka 1.100 kilometer langrendsspor spredt rundt omkring i området.