Ingen lærer så hurtigt som børn, når det drejer sig om motoriske færdigheder. Er legen det bærende, går der ikke mange dage, før familiens yngste kaster sig over både sving-, hop- og bremseteknik. Derfor har mange af Østrigs skiskoler de seneste år sat ekstra fokus på begynderundervisning, og opfindsomheden er stor, når børnene skal motiveres.

I skiområdet Golm, som ligger i Montafon-dalen i Vorarlberg, introducer man denne vinter to spændende aktiviteter, der er speciel rettet mod børn og unge. Et absolut hit er den ugentlige skisafari, som afvikles hver torsdag. Alle børn er velkomne, og man skal ikke være ekspert for at deltage, men det er godt at have styr på sine parallelsving. Sammen med guiden går turen via pisterne, over pulversneen og gennem skoven, hvor der – mellem træerne – arrangeres grill-party, og undervejs skal en række gåder løses. Er man knap så sikker på skiene, vil Golmi Land være det perfekte bud. Her guides nybegyndere af områdets maskotter, der både viser vej og fortæller, hvordan man færdes på pisten. Og for dem, der endnu er for små til at klikke i bindingerne, arrangeres kælketure og børnehave i sneen.

Også i tirolske Kühtai, der ligger i mere end to kilometers højde, er børnene i centrum. Her arrangeres Kühtai-rally, hvor det gælder om at fange koen Resi på en tur, der strækker sig over 15 kilometer og byder på 12 stationer. Ved hvert stop skal der løses opgaver, og alle, der klarer udfordringerne, belønnes med en præmie. Deltagelse i Kühtai-rallyet forudsætter, at man færdes sikkert på de røde pister, og efter turen er man velkommen til at fortsætte i Kids Park, som byder på bokse, kickers og rails – alt sammen i børnehøjde.

Forrige artikelSmå ukendte perler
Næste artikelSensationen fra New Zealand
Skiavisen
Skiavisen er Danmarks største skiavis med nyheder om ski og snowboard, lær at stå på ski og få anmeldelser af rejser og udstyr til ski.