Norges største skidestination byder på snesikkert skiløb i alle sværhedsgrader, og flere resorts er luksuriøse alternativer til den traditionelle hytteferie.

Klokken har endnu ikke passeret 7, og kroppen er stadig stiv og øm af gårsdagens anstrengelser på pisterne. Morgenmad har vi ikke fået noget af, og humøret burde egentlig være i bund.

Men det forholder sig ganske omvendt. Forventningerne til morgenens oplevelser er i top, da vi på slaget 7 bliver afhentet ved vores hotel af et noget særpræget transportmiddel.
Forreste del er en snescooter, som har en art kane på slæb, hvor fire heldige personer kan få siddepladser med deres ski i skødet. Fra kanens bagende hænger et reb, som de resterende passagerer kan holde fast i.

Da snescooteren sætter i gang, er det om at holde godt fast i rebet, og så går det ellers op og på tværs af fjeldet i denne spøjse mobile skilift.

Ti minutter senere er vi fremme ved vores mål, som er foden af Høgegga. Det er Trysil-fjeldets mest udfordrende område med en stribe sorte nedfarter. Vi er blandt de 100 heldige skiløbere, der har fået billet til det såkaldte ”morgenskiløb”, der foregår to gange om ugen fra kl. 7-9.

I to timer har vi pisterne helt for os selv, inden de åbner for destinationens øvrige gæster, og med i prisen er også morgenmad i en lille hytte.

Jomfruelige nedfarter
Denne morgen er vi heldige med vejret, der viser sig fra sin bedste side med blå himmel og beskeden vind. Pisterne ligger helt uberørte og nypræparerede hen, og det er vidunderligt at tordne ned ad de jomfruelige nedfarter. Der er intet bedre at være den første, der sætter sine skispor på den riflede overflade, som pistemaskinerne gennem nattens præparering har efterladt.

Og selv om de sorte pister ved Høgegga nok har en pæn hældning, er de samtidig dejligt brede, så der er alle muligheder for at skyde den af og give den gas ned over den glitrende sne. Herligt!

Selv om ”morgenskiløb” officielt slutter kl. 9, fortsætter den i praksis længere. De færreste øvrige gæster starter nemlig dagen med de sorte pister, så i praksis har vi morgenskiløbere pisterne for os selv mindst en time endnu, og det bliver til mange fede ture ned over de fløjsbløde pister.

Morgenens intense skiløb sætter dog sine spor, og allerede ved frokosttid kan man godt mærke, at stængerne er godt tilsyrede. Det bliver derfor til en lang frokost og et tidligt skistop om eftermiddagen. Men det gør ingenting, for morgenens og formiddagens kanongode skiløb ned ad Høgeggas sorte pister var hele dagen værd.

Danskerbyen
Hvis det ikke lige var for fjeldene og den stensikre forekomst af sne, kunne man undervejs på en skiferie i Trysil godt føle sig hensat til Danmark. Undervejs hører man nemlig dansk talt alle steder, og Danmark er da suverænt også den udenlandske nation, der leverer flest turister til byen.

Faktisk er danskerne det folkeslag, der køber flest overnatninger i Trysil. Alt i alt er der dog flere norske gæster, da en del af disse bor i privatejede hytter, og andre er endagesturister. Men i mange uger i løbet af en vintersæson er danskerne det dominerende folkefærd.

Man forstår udmærket, hvorfor Trysil er så populær en destination. Først og fremmest er det Norges største skisportssted, både hvad pistekilometre, omsætning og antal gæster angår.

Derudover er de 75 km pister rigeligt varieret med nedfarter i alle sværhedsgrader, om end der er en overvægt af de letteste pister – ikke mindst i Fageråsen-området. Af samme grund vil meget rutinerede skiløbere måske nok finde området lige småt nok til en hel uges skiløb.

Til gengæld er Trysil et paradis for børnefamilier, som da også er målgruppe nummer et. Der findes hele tre deciderede børneområder, og derudover arrangeres der skibørnehave for de yngste med talrige aktiviteter i sneen.

Forældre kan således trygt efterlade deres poder i skibørnehaven, mens de selv får lidt fart under skiene på de nærliggende pister.

Endnu en attraktion for de yngste er maskotten Valle, der er en kæmpestor snemands-bamse i blødt plyds. Ugen igennem er han rundt i skiområdet og give kram og chokolade til børnene.

Udover gode alpine forhold finder man omkring byen godt 100 km langrendsløjper samt flere funparker, så der er noget for enhver skismag i Trysil.

Store ambitioner
Skiområdet i Trysil er ejet af firmaet Skistar, der driver flere skicentre i Sverige og Norge. Selskabet har store ambitioner på Trysils vegne – både hvad flere gæster og et større skiterræn angår.

En af metoderne til at tiltrække flere gæster er at tilbyde flere og mere luksuriøse overnatningsforhold. I den henseende har skiferie i Norge i mange år været domineret af hytter, men i Trysil har man inden for det seneste årti åbnet to topmoderne og ganske luksuriøse hoteller – henholdsvis Park Inn Trysil Mountain Resort samt Radisson Blu Resort.

Derudover arbejder man på at udvide samarbejdet med den svenske skidestination Sälen, der også er ejet af Skistar. Sälen ligger blot 50 km fra Trysil, og planen er at gøre det mere attraktivt med en såkaldt kombinationsferie, hvor man undervejs på den samme skiferie besøger og står på ski i begge områder.

Vidste du at …

  • … ”morgenskiløb” er muligt fra starten af februar og fremad. Tidligere på sæsonen er det for mørkt så tidligt på dagen.
  • … de mest energiske skiløbere tre gange om ugen har mulighed for aftenkørsel på oplyste pister. Det er ikke mindst et godt tilbud i første halvdel af sæsonen, hvor lifterne lukker tidligt på grund af det tilstundende mørke.
  • … skiløbet i Trysil foregår på tre sider af det samme store fjeld, der er 1132 meter højt.
  • … der er 29 lifter i Trysil og 68 præparerede pister, hvoraf den længste er 5,4 km. I alt er der 75 km piste. Den største samlede faldhøjde er 685 meter.
  • … der ligger flere glimrende frokostrestauranter ude i terrænet. Skihytta og Skipaviljongen kan blandt andet anbefales.
  • … skisæsonen i Trysil er ganske lang og normalt går fra midten af november til 1. maj.
  • … turister kan vælge mellem over 20.000 sengepladser i vintersæsonen.
  • … en af de sorte pister på et mindre stykke har en hældning på 44 grader, hvilket er temmelig stejlt.
  • … der er 3000 fastboende mennesker i Trysil by og 6700 i hele kommunen.
Forrige artikelSkiudstyr: Skal du købe eller leje?
Næste artikelSkirejser: Sydfrankrigs oversete skiperle