I skal med på ski i et af Europas mest velfungerende lande. Landet som aldrig har været med i kapløbet om masseturisme, og netop derfor kan byde på et utal af fantastiske naturoplevelser.
“Man ser over mod … det mest indtagende og forførende og fascinerende syn, der eksisterer på Jorden … det er den mest imponerende bjergmasse, som globen kan vise … det er, som om himmelens porte er svunget op og afsløret tronen.” – Mark Twain
Vi er i Schweiz nærmere betegnet Grindelwald i Berner Oberland, som er en del af Jungfrau regionen. Grindelwald ligger i kantonen Bern, hvor den fremherskende uforståelige dialekt “bärndütsch”, en variant af “schwyzerdütsch” tales lystigt blandt de omkring 3800 indbyggerne i byen. Grindelwald, med sine 215 kilometer pister, udfordrende off-piste, adrenalinkick i mange afskygninger og en 18 km kælketur, inviterer på uforglemmelige vinteroplevelser i det sneklædte landskab.
Byen ligger i 1034 meter højde over havet omgivet af tre mindre skiområder; Wengen, Mürren og Schilthorn. Byen ligger for foden af et af Europas nok mest ikoniske og skræmmende vartegn Eiger, der med sine 3970 meter over havet tårner sig op i regionen. Når man står her er det svært ikke at blive begejstret og fascineret. Mark Twains ord fra hans rejsebrev The Cradle of Liberty fra 1892 giver pludselig mening. Sammen med sine to nærliggende tinder, Jungfrau og Mönch, skaber disse bjerge Jungfrauregionen med et herligt udvalg af velpræparerede pister for skiløbere og snowboardere på alle niveauer.
Byen er præcis det, de fleste ville søge efter på en skiferie. Forvent ikke jetset-glamouren fra Gstaad, St. Moritz eller Chamonix. Stemningen er meget mere afslappet her med hovedgaden, der skærer gennem byen, og på begge sider er der små hyggelige caféer, barer, hoteller og masser af butikker, der blandt andet sælger den nyeste skimode og udlejer ski og støvler.
Spændende legeplads for snowboardere
Uendelige snemængder har væltet ned fra himlen siden vores ankomst, og her hvor vi er klar til dagens skiløb, ligger der over 70 cm meter sne på vores bil. Der er kommet et imponerende lag nysne de sidste dage, og det sætter i den grad begejstringen adskillige grader i vejret. Det er en enorm kontrast til ankomstdagens snemængde, hvor alt bare lå hen i det grønne. Scenen er sat til nogle mageløs dage på ski.
Vi er stået tidligt op og står klar ved ved First Gondolen allerede kl. 08:00. Turen op mod toppen er et fantastisk skue. De enorme mængder af sne, som er kommet de sidste to dage ligger som tykke vattæpper på de mange små og charmerende chalets, der ligger rundt i terrænet, og de mange graner er indhyllet i den flotteste snepragt. Endelig når vi toppen på First og med en fire-stol er vi på vej til Oberjoch i 2500 meter højde. Vi er bare så klar! Herfra er der dømt skiløb på de mest fantastiske og velpræparerede pister, man kan forestille sig.
Jungfraumassivet ligger med et imponerende backdrop for dagens skiløb. Sneen er helt perfekt, og da vi er nogle af de første på pisten, er det en fryd at carve ned af de brede, uberørte pister. På Grindelwald-First siden er der er sol på bjerget hele dagen. Her er der et hav af skønne pister, der ud over overvægt på de røde og blå også tæller flere sorte. Er du freestyler eller snowboarder er snowparken ved First en spændende legeplads, der tilbyder udfordringer, der passer til alle. Der er hop, rails, bokse, jibs, halfpipes, der giver snowboardere og freestylere mulighed for at finpudse deres færdigheder og udtrykke deres kreativitet på sneen.
På pisterne i Wengen, Kleine Scheidegg og Männlichen
I der herligste vejr med fuld sol tager vi på vores anden skidag Wengenbahn op til Kleine Scheidegg plateauet. I stedet for den noget hurtigere Eiger Express har vi valgt toget. Togrejsen er en nærmest episk oplevelse, der fører dig gennem nogle af de mest spektakulære landskaber i området.
Området er det største ski-sportssted i Berner Oberland og i Jungfrau regionen. Rejsen er naturskøn og fortryllende og snor sig gennem det sneklædte alpine landskab og byder på en fantastisk udsigt over sneklædte tinder og charmerende bjerglandsbyer langs ruten. Fra panoramaudsigt over Eiger-, Mönch- og Jungfrau-toppe til de små hyggelige maleriske alpine bjerglandsbyer beliggende i dalene nedenfor, er skønheden virkelig ærefrygtindgydende.
Med en imponerende udsigt til det store bjergmassiv løber vi ned mod Wengenalp på skønne blå pister videre mod det idylliske Wengen, der er berømt for sit årlige Lauberhornrennen og her afslutter vi dagens skiløb på de brede familievenlige blå og røde pister i Männlichen, der ligger indbydende til store carvingsving. Det er også her man ubetinget skal tage sine børn og børnebørn med på ski. Her er der eventyrligt skiløb for hele familien og nybegynderen.
På ski i Mürren og James Bond på Schilthorn
Den sidste skidag tager vi turen op til Mürren og Schilthorn. Området byder på en skioplevelse uden sidestykke. Du må ikke snyde dig sig selv for en skidag her! Togrejsen til Mürren er betagende og fascinerende. Hvert vindue i toget er som et levende maleri af naturlig skønhed.
Transport er incl. i dit liftkort, så det er bare at sætte sig i toget og nyde turen. Turen tager omkring halvanden time, men er bestemt umagen værd. Der kan heldigvis allerede løbes på ski fra Mürrenområdet efter en god times rejse, og herefter kan man bevæge sig videre med gondollifte til toppen af Schilthorn. Det storslåede skiområdet er til alle niveauer fra nemme begynderpister til mere udfordrende løb på røde og de sorte. De vidt åbne pister giver masser af plads til store carving sving, hvor det avancerede terræn byder på spændende nedkørsler og udfordrende off-piste muligheder for dem, der søger eventyr.
Er du Bond fan, må du ikke snyde dig selv for Piz Gloria`s Bondunivers og nyde en heisse schoggi i den 360 graders roterende restaurant og blive fascineret af den imponerende panoramaudsigt fra 2970 meters højde inden du tager turen ned. James Bond-forbindelsen med Schilthorn kredser om den ikoniske 007-film On Her Majesty’s Secret Service fra 1969. Schilthorn og Mürren er en magisk oplevelse, en helt utrolig betagende natur og en ubetinget følelse af ro, der er helt unik for dette hjørne af de schweiziske alper.
3 fantastiske skidag
Efter den 360 graders rundrejse på Restaurant Piz Gloria begiver vi os på ski tilbage mod Mürren, hvor vi tager toget retur til Grindelwald. Byen summer af liv i de sene eftermiddagstimer, hvor folk kommer ned fra pisterne. Med tre fantastiske skidage på nethinden slutter vi af med en velfortjent Feldschlösschen Original øl på et af de mange små udendørs udskænkningsteder i Dorfstrasse midt i byen, mens vi nyder den sidste sol.
Vejen dertil
Bil: Grindelwald ligger i Jungfrau Regionen i Berner Oberland i kantonen Bern, ca. en times kørsel fra Bern, der også er Schweiz`forbundshovedstad. Da Schweiz, – og heldigvis for det!,- aldrig har udviklet sig til en skicharterdestination som Østrig, Frankrig og Italien arrangerer kun få rejser dertil. Med bil er der ca. 1285 km fra Odense. Man kører af den tyske motorvej mod Basel og Bern, herefter mod Interlaken og Grindelwald. Med over 13 timer, er det også en pæn køretur men…
Fly + tog: Et rigtigt godt alternativ er at kombinere fly med tog. Der er flere flyforbindelse fra København og Billund til Basel og Zürich, som sammen med de præcise SBB tog giver en behagelig rejseform. Rejsetiden er ca. halvanden time. EasyJet, som er det mest økonomiske, flyver fx til Basel Europort, og herfra er der ca. tre timer med toget, til du står frisk og udhvilet på stationen i Grindelwald. Book i god tid og du kan få billige billetter! Samme rejsetid hvis du vælger at flyve til Zürich med SAS eller Swiss og tage toget derfra. I tillæg får du en smuk og helt ubeskrivelig togrejse op igennem dalen til Grindelwald.