Det italienske skisportssted Livigno i Italien åbner dette års vintersæson den 2. december 2023, og her vil den populære vinterdestination tilbyde sine gæster gratis liftkort i sæsonens første tre uger. Solide snefald tidligt på sæsonen betyder imidlertid, at skisportsstedet kan åbne dele af området allerede 18. november, og der er således udsigt til at god sæsonstart.
Langrendsløberne har allerede indtaget sporet hos det italienske skisportssted Livigno, der vanen tro kunne åbne for vintermotionisterne allerede 29. oktober takket være Livignos høje beliggenhed og et stort lager af sidste sæsons snemængder. Nu kommer turen inden længe til alpin-skiløberne, når det populære italienske skisportssted officielt skyder sæsonen i gang den 2. december 2023.
Massivt snefald i Livigno fremskynder åbningen
Ligesom en række andre alpedestinationer har Livigno dog allerede oplevet nogle massive snefald, hvilket betyder, at det italienske skisportssted kan åbne de første skilifter allerede 18. november, to uger før den officielle åbning. Livigno, der ligger i det nordlige Italien klos op ad den schweiziske grænse, har allerede omkring 90 centimeter sne på toppen af skiterrænnet, og en solid snebase tegner derfor til en god skisæson i alperne.
“Vi plejer at opleve en stor interesse for at besøge Livigno allerede i december, fordi vi med vores beliggenhed i minimum 1800 meters højde har garanti for sne.” – Luca Moretti, CEO hos Livigno Tourism Board
Desuden tilbyder Livigno gratis liftkort sæsonens første tre uger fra den 2. til 22. december, hvis man som besøgende booker mindst fire overnatninger på et af områdets hoteller eller syv nætter i en lejlighed. Initiativet skal tiltrække flere europæiske besøgende i den indledende del af skisæsonen.
– Vi ser utroligt meget frem til, at vi igen kan åbne skilifterne og sende både danske og internationale skiløbere op i terrænet. I år har sneen ikke været længe om at ankomme, og vi er glade for at kunne åbne dele af vores faciliteter allerede den 18. november – en smagsprøve på vinteren, der samtidig giver os store forhåbninger til den kommende sæson, siger Luca Moretti, CEO hos Livigno Tourism Board, og fortsætter:
– Vi plejer at opleve en stor interesse for at besøge Livigno allerede i december, fordi vi med vores beliggenhed i minimum 1800 meters højde har garanti for sne, ligesom vi i de første uger af sæsonen tilbyder gratis liftkort til vores besøgende. På den måde sikrer vi også besøgende uden for højsæsonen, og der er derfor også masser af liv i byen i disse uger, hvilket vi igen ser utroligt meget frem til.
Livigno skal lægge pister til Vinter OL i 2026
Livigno, der i 2026 skal lægge pister til flere discipliner i forbindelse med Vinter OL, består af to skiområder, Carosselo og Mottolino. I alt dækker de to områder over 32 lifte og 115 kilometer pister fordelt på 30 kilometer blå pister, 65 kilometer røde pister og 20 kilometer sorte pister.
De fleste af pisterne, der ligger mellem 1800 og 2800 meters højde, leder ned til byen, og det er derfor nemt at finde rundt i området. Derudover tilbyder Livigno allerede nu et langrendsspor på 3,4 kilometer anlagt med sne, som skisportsstedet har gemt fra sidste sæson.
Livigno forventer at sporet er udbygget til sin fulde længe på 30 kilometer fra den 17. december, hvor området er vært for det store, traditionsrige La Sgambeda-langrendsløb.
Området har årligt ca. 1.200.000 vinterovernatninger, hvoraf danskere står for ca. 65.000 overnatninger. Det gør dermed også Danmark til det land, der står for femte flest overnatninger i Livigno-området. Kun polske, tjekkiske, tyske og belgiske gæster står for flere overnatninger hos det italienske skisportssted.
– Danskerne har gennem årene fået øjnene mere og mere op for Italien som vinterferiedestination, og det gælder absolut også her i Livigno, hvor det danske sprog også fylder mere på bjerget eller i køen til liften. Det glæder os naturligvis, fordi vi som land og destination mener, at vi har noget ekstraordinært at byde på, når det kommer til både skiløb, vejr og kulinariske oplevelser på bjerget, lyder det fra Luca Moretti.
2023/24-skisæsonen i Livigno løber fra 2. december 2023 til 1. maj 2024. I sæsonens tre sidste uger er der ligeledes gratis liftkort til områdets besøgende.