Normalt har Christoffer Faarup uhyggeligt travlt… på to måder. Dels kører han ekstremt hurtigt på ski, og dels har han hele året et stramt træningsprogram for at holde formen, så han kan køre så stærkt.
Vi har i mange år snakket om, at det kunne være hyggeligt, at tage en skitur sammen, hvor han ikke skulle tænke på næste løb, kost, træningsprogram og skislibning, men derimod kunne tage med på fjeldet og nyde roen, skiløbet og hyggen.
Det lykkedes i foråret.
For at øge hyggen havde Christoffer inviteret sin søster Julie med. Hun har gået på norsk højskole, med fokus på friluftsliv, og er udover, at være en dygtig skiløber, også erfaren i toptur-skiløb.
Jeg havde også bidraget lidt til hyggen ved at tage min søn Asbjørn med. Han er også en dygtig skiløber, og har tidligere været med på toptur i Norge, så det var ikke helt nyt for ham.
Stranda en norsk topturs-perle.
Vi havde haft øjnene på Stranda på det norske Vestland. Den hyggelige by ligger ved fjorden for foden af de imponerende Sunnmørealper. Det er et fantastisk fjeldmassiv omgivet af fjorde. Som navnet antyder er de ikke som de runde fjelde man møder længere øst på, men stejle bjerge med skarpe tinder, som rejser sig lodret op i himlen.
Der er også et skiområde ved Stranda. Det hedder Strandafjeldet og det byder på noget fantastisk skiløb. Især er offpiste-mulighederne helt unikke og noget, som ikke mange forventer af Norge. Men med de stejle fjelde omkring sig og de enorme snemængder der kommer på Vestlandet er der ikke noget at sige til, at man her kan få nogle helt fantastiske offpiste-eventyr.
Vi havde booket campinghytter på Pluscamp Stranda . Det viste sig at være helt nye og virkelig fede hytter, med praktisk indretning. Fra campingpladsen, er der ca. 15 min. kørsel op til skicentret. I sæsonen kan man nøjes med at køre 5 minutter op til gondolliften i udkanten af byen.
Det er en ret lang tur derop. Der er ca. 700 km. fra Langesund og på norske veje tager det op imod 10 timer. Alternativet er at sejle til Bergen, hvorfra der kun er 375 km. Båden er i havn kl. 12.00, så man har god tid til at nå frem, selv om det er norske landeveje. Køreturen er i sig selv en kæmpe oplevelse gennem den unikke natur og fjordlandskabet på Vestlandet.
Vi var nødt til at tage den lange tur rundt, for vi skulle have Julie med fra Oslo og Christoffer med fra Hafjell, ved Lillehammer.
Vi var ret sent fremme, men nåede at få tilpas meget søvn, inden vi næste dag skulle på den første skitur.
Vi parkerede oppe ved skicentret, og gik langs de lukkede lifte højt op på fjeldet. Een ting er, at man tager på ski med Danmarks hurtigste til at køre nedad… Men når han samtidig er i jernform er man også presset max opad. Heldigvis var både Christoffer og Julie søde til at vente, så det var ret hyggeligt at gå opad. Vejret var lidt blandet og ind imellem kiggede solen frem. Formålet med dagen var primært at få gang i benene og komme i gang med gåteknikken. Det blev alligevel en super dag.
Da vi nåede liftsystemets højeste lift, fortsatte vi ind over fjellet. Herindefra kunne vi skimte Sunnmørealpernes skarpe tinder mellem skyerne som drev ind vest fra. Vi fik afmonteret skindene fra skiene og satte kursen nedad. På vej opad havde vi set en god fjeldside med urørt sne og nogle små klippefremspring. Vi sigtede mod toppen af den.
Her i slutningen af april, var sneen noget tung, men det gør den let at køre. Man synker nemlig ikke ned og man behøver ikke at være en haj til offpiste, for at få nogle fantastiske oplevelser på fjeldet.
Alligevel er sneen blød nok, til at man kan bygge hop eller hoppe fra hængdriver og klippefremspring. Vi fandt en perfekt klippe, som vi kunne hoppe fra. I højre side startede den som en lille drive, man bare kunne glide henover og så voksede den sig større mod venstre. Længst mod venstre var den vel knap tre meter. Landingen var stejl for at flade ud lidt længere nede. Vi startede i højre side og byggede langsomt på. Til sidst hoppede vi ud fra det højeste punkt og øgede hele tiden farten på tilløbet. Selv om vi aldersmæssigt og skimæssigt er vidt forskellige, kunne vi lege i sneen som små børn hele eftermiddagen og grine og hyle høje jubelskrig, når vi kastede os ud fra klippen. Det er utroligt hvad skiløb kan socialt.
Christoffer var en stor inspirator, og hans tilgang og glæde ved skiløbet, fik os andre til at udfordre os selv og hinanden. I øvrigt bemærkelsesværdigt, hvordan teknik og mod fra de alpine fartdiscipliner kan overføres til freerideskiløb på en norsk fjeldside i slutningen af april.
Sunnmørealperne
Næste dag parkerede vi igen ved skicentret. Planen var at følge sporene fra dagen før, men at dreje fra inden toppen og følge en dal ind mod Sunnmørealpernes tinder. Vejret var igen blandet, og vi måtte tage bestik af det når vi kom længere op. Formen begyndte at indfinde sig og skridtene blev lettere og lettere. Christoffer havde masser af overskud og lavede en lille afstikker til en stejl fjeldside, som han kørte. Desværre var den lige lidt for hård, og det skyldtes dels at den lå lidt højere oppe end vi havde været dagen før, og at vi var tidligere ude, så temperaturen var lidt lavere. Det fantastiske var, at heroppe var sneen ikke tung forårssne, men et lag løst frostsne på en hårdere base.
Da vi havde gået et par timer, kom vi til det højeste punkt på et plateau. Det havde været en jævn ikke alt for stejl stigning, men man kunne se på kortet, at der lige bag punktet var en nærmest lodret afgrund. Herfra havde vi en fantastisk udsigt over Sunnmørealperne. Det er slående at der findes sådanne bjerge i Norge.
Vi snakkede længe om at kravle op på en af de spidse tinder. Men i tide og utide drev der tætte skyer indover. Det så vildt dramatisk ud, og var på en gang vildt imponerende og samtidig lidt skræmmende.
Vi havde ikke lyst til at kravle på en stejl bjergtinde uden nogen former for sigtbarhed, så vi valgte til sidst, at lave en afstikker til en top vi havde set på vejen op. Det var en mere rund top end de andre. Bjergsiden nedenfor toppen så til gengæld helt fantastisk indbydende ud og det lignede puddersne der lå på den.
Efter at have indtaget madpakkerne, satte vi kurs mod toppen.
Det viste sig at være bedre end vi havde håbet. Der var så meget løs sne, at når skiene kom op i fart, flød man i det. Siden havde vel 300 højdemeter og var relativt stejl. Der var lidt pres på. Christoffer ville helt sikkert lægge nogle store Super-G-sving nedover, så da jeg vendte spidserne nedad, var jeg meget fokuseret på, ikke at lave for korte sving. Det var vildt fedt. Tænk at man så sent på året, kan få lov at lægge et spor i jomfruelig sne.
Nysne
Skyerne som havde drevet ind mellem Sunnmørealperne, var fortroppen for et massivt vejrsystem. Næste morgen øsregnede det nede i Stranda, og vores fornemmelse for forholdene oppe på fjeldet var ikke særligt gode. Det viste sig at vi havde fornemmet rigtigt. Sigtbarheden var lig nul, så det eneste vi kunne gøre, var at gå en tur op mellem træerne i den nedre del af området. Hernede var det tøsne som kom, og selv om det var sjovt at køre i, blev vi hurtigt våde og kolde, så det blev ikke en lang skidag.
I stedet gik vi en tur langs fjorden. Det var også vådt og koldt, men trods alt ikke så slemt som længere oppe og det var stadig en flot tur.
Om aftenen grillede vi medbragte bøffer på gasgrillen udenfor campinghytterne. Dagen før havde vi siddet ude på den store terrasse, men det var ikke særligt indbydende i det kolde vejr, så timingen for grillbøfferne kunne have været bedre. Men som vi konstaterede, mens vi stod og vendte bøffer i vores Gore-Tex-tøj: “Når det drypper på grillmasteren, bliver det en pudderdag i morgen!”
Det gjorde det. Det var faktisk vores sidste dag og den lange køretur lå forude. Vi skulle overnatte hos familien Faarup ved Hafjell, så vores bagkant var ikke så skarp.
Allerede under planlægningen af turen, havde vi set på muligheden, for at gå en toptur et sted mellem Stranda og Hafjell. På den måde kunne vi bruge det som afbræk på køreturen og samtidig udnytte dagen optimalt.
De gange jeg har været på de kanter har jeg haft kig på Strynefjellet, øst for tunnelerne på Riksvei 15. Strynefjellet ligger nord for Jostedalsbreen og er omgivet af fjeldtoppe, hvoraf flere klemmer sig op mod 2000 meter.
Vi parkerede lige udenfor tunnellen og gik mod toppen af Langvasseggi. Den nyfaldne sne knirkede under skiene, og det stod hurtigt klart, at det blev en stor dag. Heroppe var det svært at forestille sig, at foråret og sommeren var på vej derhjemme. Vel at mærke den varmeste sommer i mands minde. Rundt om lå sneen og glinsede i den frostklare luft og uanset, hvor man kiggede hen, var der ingen buske eller træer. Alt var dækket af sne og vi var langt over trægrænsen.
Langvasseggi er ca. 1600 meter højt. Bortset fra et enkelt sted, hvor der var stejlt, gik det jævnt opad. Bilen var parkeret i 930 meters højde, så det var på ingen måde uoverkommeligt. Den nye sne gjorde turen op meget lettere, fordi man vidste at der var en stor belønning på toppen.
Turen ned var præcis så fed som vi havde håbet. På det første lange stykke faldt det jævnt, og man kunne lade skiene glide i godt tempo. Midt på kom den stejle passage, som vi havde kæmpet lidt med opad. Vi havde gået en stor bue udenom, men nedad tog vi den i faldlinjen. Det var ret stejlt og den faldt lidt væk, så man ikke kunne se ret langt frem. Igen blev der kørt i høj fart og lange sving. Det var den bedste sæsonafslutning man kunne forestille sig. Julie og Christoffer havde kræfter til en runde mere, og deres anden tur var næsten bedre end den første fordi de kendte den.
Det var en fantastisk tur til Stranda og turen retur til Hafjell foregik i højt humør.
En af de allerbedste ting ved en tur i det sene forår er, at der ikke er ret lang tid til næste sæson!
Faktisk er det kun 5 måneder siden og nu starter sæsonen allerede igen. Det er næsten ikke til at vente med, at lægge store sving i urørt sne igen.
