Har du tænkt på, hvordan laviner kontrolleres og faren minimeres?
Vi elsker sne. Vi elsker i hvert fald det, sne kan bruges til. Powder og nysne vækker en særlig kærlighed i nogle af os, og sne er en kilde til glæde, men sneforholdene kan også være til livsfare, og særligt laviner skal vi være agtpågivende overfor. Det ved skidestinationerne, og de gør et kæmpe arbejde for at eliminere risikoen for, at laviner rammer skiløberne. Hvis du synes, dit liftkort er dyrt så husk, at nogle af pengene også dækker redningspersonale og bekæmpelse af laviner – en pæn del af prisen for et liftkort går over en bred kam til sikkerhed.
Har du lyst til at nørde lidt og samtidig få svar på, hvad formålet er med nogle af de pudsige ting og konstruktioner, du ser i skiterrænet så læs videre.
Præventiv lavinekontrol
Det er bedst, at laviner udløses i kontrol. At det er bevidst, at lavinen udløses, og at det sker uden, at der er risiko for turisterne. Ethvert skiområde med respekt for sig selv bekæmper laviner. Fotografierne i denne artikel er fra Valmorel, og i Frankrig patruljeres og lavinebekæmpes i overensstemmelse med Plan d’Intervention et de Déclenchement des Laviner (PIDA). Det tilskriver, at kontrol og udløsning af lavine sker på følgende måder:
- CATEX: Sprængstoffer detoneret fra kabel eller sprængladningen fra løfteraket
- GAZEX: Rør indeholdende en blanding oxygen-propangas som sprængstof og fjernstyring
- Avalex®: Detonation af sprængstoffer fra latex-balloner, der producerer en chokbølge
- Avalancheur: Affyring af sprængstof med trykluft
- Manuelt
- Helikopter
To eller flere gange om dagen kontrolleres risikoområderne. Informationer om vinden, dens hastighed, dens retning, sneen tykkelse, dens kvalitet, og den samlede højde/mængde af sne indsamles og danner grundlag for det forebyggende arbejde med at sikre pisterne.
Informationerne vises online og på printede kort over alle pister og alle de sektioner af området, hvor der er risiko for laviner.
Hvad er en lavine?
En lavine er et sneskred. Sne akkumuleres i løbet af en sæson og omdannes til lag/plader, så snart den første sne rammer jorden og siden den sne, der allerede ligger der. Afhængigt af vejrforholdene, vind, afkøling eller opvarmning bliver sneen stablet og komprimeret forskelligt og uens. Afhængig af de forskellige lag af sne og klippens stejlhed kan sneen skride og blive til en lavine. Der er tre hovedtyper af laviner:
Powder-lavine
Powder-lavine udløses næsten altid umiddelbart efter betydelig snefald. Sneen er pulveragtigt og har kun ændret sig lidt, og dens densitet (massefylde/massetæthed) er ikke mere end 200 kg/m3. En skiløber kan nemt udløse en lavine – selv et par dage efter snefaldet. Powder-laviner har meget høje hastigheder (op til 300 km/t), og de kan forårsage betydelig skade. Ligeså uskyldig denne type lavine kan virke, ligeså farlig er den.
En plade-lavine
Denne type af lavine starter med en fraktur i form af et horisontalt brud. Bruddet spreder sig meget hurtigt. Det er ustabilitet i snelagene (fagligt kaldet pladerne), der skaber lavinen og blot vægten af en skiløber kan udløse en pladelavine.
En våd-sne lavine
Disse laviner forekommer, når vejret er varmere som regel om foråret. Optøet sne, eller vand optaget fra regn, gør at densiteten bliver op til 500 kg/m3. Altså mere end dobbelt så tung sne som en powder-lavine. En våd lavine har tendens til at bevæge sig relativt langsomt (20 til 60 km/t), men deres evne til at gøre skade er kolossal grund af den enorme vægt pr. kvartmeter. Våde laviner kan i bevægelsen blive flere meter i tykkelse.
Hvad gør jeg som skiløber?
Du skal selvfølgelig ikke gøre noget. Lavinekontrol foretages af eksperter og fagfolk. Men der er nogle forholdsregler, du skal kende og respektere så som at tjekke den regionale lavine-bulletin og respektere de officielle meldinger!
Når du løber off piste i risikoområder, er der ti grundregler:
- Hold en vis afstand mellem hver person i gruppen
- Vælg en sikker rute
- Undgå kritiske områder
- Løb to og to og udvælg mødepunkter, hvor der ikke er lavinerisiko
- Hold inden syns- og høreafstand til de andre skiløbere
- Hastigheden og skiløb tilpasses sneforhold og niveauet for den mindst dygtige skiløber i gruppen
- Følg enkelt spor
- Aldrig gå ud over en diskontinuitet i hældningen uden først at stoppe for at vurdere situationen og analysere det lavere niveau
- Løb aldrig på ski over eller under andre skiløbere
- Så snart den mindste form for advarselstegn opleves skal ekstra agtpågivenhed ske
Og så mit personlige, uautoriserede råd. Husk at have drukket så meget, at du skal tisse. Tisser du i bukserne, har lavinehundene meget lettere ved at finde dig. Hvis ulykken – trods forholdsregler – indtræffer.
At eliminere risikoen for laviner er indlysende et anliggende for specialister, men vi har alle brug for at kende og efterleve ovenstående forholdsregler. De fleste ulykker skydes ofte vovemod og manglende overholdelse af retningslinjerne. Skiløb og i særdeleshed off piste kræver ydmyghed og erkendelse af, at naturen er større end dig. God fornøjelse.
Metoder til kontrolleret udløsning af laviner
Alle de forskellige metoder er afprøvet og forfinet gennem mange sæsoner. Hvor og hvornår de forskellig metoder anvendes varierer fra område til område.
CATEX kan bedst oversættes som en forkortelse af ”eksplosive kabler”. Systemet er lavet som en miniskilift, hvor der løber kabler over de områder, der skal sikres. Eksplosionen, der kontrolleret skal udløse lavinen, bringes på plads ved hjælp af dette kabeltræk. Der er altid en vis fare forbundet med håndtering af sprængstoffer, men her er det ikke manuel anbringelse og antændelse, ligesom det er hurtigere at komme frem end, hvis en pisteur skal transportere sig selv op og bagefter på ski bevæge sig ud på det ustabile område.
GAZEX er en forkortelse for gaseksplosion, og det er p.t. den bedste måde fjernstyret at udløse en lavine og klart mindst farligt. Pisteaur’en kan gøre det fra sit kontor, siddende sikkert foran en computer. Til gengæld er løsning dyr at etablere. Ideen er forholdsvis enkel. En eksplosiv blanding af ilt og propangas blandes og antændes inde i en ekspansionskammer. Disse kamre er installeret permanent i højrisikoområderne, og er dybest set store bøjet rør vendt nedad mod jorden. Eksplosionen, der er mere effektiv end CATEX, skaber en trykbølge, der sendes direkte mod målet (af sne).
Avalex® Her udløses lavinen ved hjælp af sprængstoffer fra latex-balloner, der producerer en chokbølge fra afstand. Metoden er billig i drift og uden etableringsomkostninger. Den fungerer godt, så længe der ikke er nogen vind. Systemet findes i varianter og under andre varemærker.
Avalancheur er en “kanon”, der med komprimeret luft skyder en (eksplosiv) pil af sted. Lidt som et stort luftgevær. Pilen er rettet mod skråninger med risiko for laviner. I russiske skiområder bl.a. Kaukasus og på Mont Elbrus (Europa-kontinentets højeste bjerg) bruger de rigtig artilleribeskydning; altså krudt og kugler og kalder det også Avalancheur. I alperne er det mindre dramatisk. Her er det langt rør af glasfiber som med trykluft benyttes til affyring af en pil med den eksplosive ladning, der udløser lavinen.
Manuelt kan pisteur’en på ski løbe til det sted, hvor lavinen skal udløses. Den kan så udløses ved sprængning eller for de hardcore ved skiløb. Det skulle eftersigende give fantastisk skiløb, og det er vel også en økologisk tilgang at udløse lavinen gennem skiløb. Men det er utvivlsomt også både den mest farlige og samtidig den langsomste metode selv at skære lavinen.
Pinde af dynamit, strategisk placeret direkte på sneen af pisteurs er trods alt lidt mindre farligt. Eksplosionen udløses ved hjælp af en elektrisk impuls eller helt gammeldags ved en langsomt brændende og vandtæt væge. Manuelt placerede sprængladninger er stadig i brug, men det er en forældet metode, som anvendes mere og mere sjældent, primært fordi mængden af sprængstoffer er ikke altid nok til at udløse en lavine, sekundært fordi det er åbenlyst er en farlig form for lavinekontrol.
En anden manuel metode er fra helikopter at fire sprængladning ned over de områder, der skal sikres. Denne metode kan også udføres fra en skilift. Den største ulempe er, at metoden er upræcis.