Som det eneste sted i Norden afvikles der et World Cup-styrtløb i norske Kvitfjell. Vi har prøvekørt den brutale pist, og det var en til tider hårrejsende oplevelse
Norge er et fremragende sted at stå på ski, men set over en bred kam er terrænet ikke så udfordrende som i Alperne. I den forbindelse er destinationen Kvitfjell dog en undtagelse. I forhold til det samlede antal pistekilometre er udbuddet af skrappe pister nemlig ganske stort, og flere sorte nedfarter byder sig til.
Den ultimative test i den forbindelse er den såkaldte Olympiabakke. Den blev sammen med en stor del af det øvrige skiterræn i Kvitfjell anlagt op til Vinter-OL i 1994, hvor nærliggende Lillehammer var værtsby.
Ved Vinter-OL blev både damernes og herrernes to alpine fartdiscipliner, styrtløb og Super-G, afviklet i Kvitfjell.
Kvitfjell har lige siden beholdt sin skistatus som ”Nordens farthovedstad”, og hvert år i begyndelsen af marts lægger den internationale World Cup med verdens bedste mandlige alpine skiløbere vejen forbi.
Her afvikles der to løb – et i styrtløb og et i Super-G. Dette års udgave af World Cup-weekenden i Kvitfjell er den 2. og 3. marts med styrtløb lørdag og Super-G søndag.
Isbelagt piste
Tilbage til Olympiabakke, som benyttes både til styrtløb og Super-G. Bortset fra ugen op til World Cup-weekenden kan alle besøgende i Kvitfjell begive sig ud på den, om end det anbefales at være en nogenlunde habil skiløber.
Denne fredag i slutningen af februar er der netop en lille uges tid til World Cup-løbernes ankomst, og i selskab med min lokale guide Gunnar får jeg som en af de sidste lov til at gennemkøre hele styrtsløbspisten, inden store dele af den afspærres.
Starthuset ligger i 1020 meters højde lidt neden for destinationens højeste skibare punkt. Det er tilladt at benytte starthuset, så man får den helt rigtige fornemmelse ved start.
Vi kaster os ud i det, og da det indledende stykke har en hældning på op til 48 procent, får vi lynhurtigt godt med fart på. Da vi når ned til det første skarpe højresving, Orresvingen, der er opkaldt efter en urfugl, har jeg da også allerede foretaget flere fartbremsende sving.
Bedre bliver det ikke, da vi lidt længere nede når frem til Wintherhogget, der har en hældning på 62 procent og set oppefra forekommer nærmest lodret. Tilmed er arrangørerne i færd med at hælde vand ud over netop dette stykke for at gøre sneen hård og iset. Det er almindelig praksis ved World Cup-styrtløb og udføres for at gøre pisterne så hurtige som muligt og derved øge udfordringerne for løberne.
Jeg bevæger mig forsigtigt ud over Wintherhogget – blot for at finde ud af, at underlaget er noget nær ren is. Angsten tager over, og i stedet for som Gunnar at køre nedad med et par sving, rutsjer jeg sidelæns og ganske langsomt nedad, indtil det værste og stejleste isstykke er overstået.
Trodser tyngdekraften
Mine ben er godt syrede til allerede, så det næste og noget fladere stykke kommer som sendt fra himlen. Da den værste syre er væk, gør jeg som World Cup-fartpiloterne og ”går ned i æg” for at øge hastigheden.
Straks efter byder nye strabadserende udfordringer sig imidlertid til. Vi er nået halvt ned ad styrtløbspisten, hvor vi støder ind i Russi-springet. Det er opkaldt efter den tidligere schweiziske topløber Bernhard Russi, som designede pisten forud for Vinter-OL i 1994.
Her bliver løberne skudt ud over kanten på en længere flyvetur, og de hurtigste af dem flyver hele 70-80 meter gennem luften. Selv trodser jeg også tyngdekraften og letter fra jordens skioverflade, om end jeg blot flyver et par meter.
Ikke desto mindre sender mødet med det isede underlag få sekunder senere chokbølger gennem kroppen, men heldigvis holder jeg mig på benene. Neden for springet må jeg dog stoppe op og i en lille indre monolog formane mig selv om, at jeg er for gammel og utrænet til at tage den slags chancer.
Teknisk svær
Neden for Russi-springet venter flere skarpe sving, hvor det gælder om at holde tungen lige i munden, når farten er høj. Derudover hælder pisten flere steder ikke blot nedad, men også fra højre mod venstre, og denne dobbelte hældning er særdeles krævende at håndtere.
Kvitfjells Olympiabakke regnes da også for en af de mest teknisk krævende blandt verdens styrtløbspister.
Vi når frem til Bukkerittet, som har fået sit navn af de mange små ”buler”, der giver fornemmelsen af, at man er ude at ride en buk.
Den nederste del af pisten har foreløbig ikke været helt så stejl som den øverste, men det ændrer sig, da Gunnar og jeg når frem til først Bøygen og dernæst Løftet, der med en hældning på 64 procent er strækningens stejleste punkt.
Jeg accelererer i løbet af få sekunder til en for mig svimlende hastighed, og adrenalinen pumper i femte gear, inden jeg får bremset ned til en mere moderat fart.
Længere nede venter endnu to hop – Tunnelhoppet og Målhoppet – men belært af Russi-springer holder jeg mig nede på sneen.
World Cup-løberne forcerer dette stykke med 120 km/t – jeg har mere end rigeligt at gøre med at holde mig på benene med den halve fart.
Egen jubel
Vi er omsider nået ned til målområdet, hvor World Cup-fartpiloterne i modsætning til mig laver deres første egentlig opbremsning. Det sker med rystende og fuldstændigt tilsyrede ben, men til gengæld kan de sole sig i tilskuermængdens anerkendende brøl.
Løbernes lunger pumper som blæsebælge, medens de stakåndede får vist deres respektive skimærker til tv-kameraerne. lmens jubler og begræder den tusindtallige skare den tid, som den netop ankomne løber har opnået.
Mig er der kun en enkelt, der tiljubler – nemlig mig selv. Jeg har besejret den krævende styrtløbspiste uden at falde en eneste gang, men til gengæld var min fart også lysår fra den ægte vare, som World Cup-løberne leverer. Trods denne slow motion var det en fed oplevelse at køre ned ad Olympiabakke.
Undervejs steg min respekt for World Cup-løbernes vovemod gevaldigt. Visse steder er pisten selvmorderisk stejl, og at tage den ned for fuld skrue kræver boller på størrelse med hønseæg.
Samtidig fandt jeg også ud af, at selv de mest avancerede tv-kameraer på ingen måde formår at gengive, hvor vanvittigt hurtigt det i virkeligheden går, og hvor djævelsk svær en sådan styrtløbspist er på de mest udsatte steder.
Pistefakta:
Styrtløbspisten i Kvitfjell starter i 1020 meters højde og slutter 182 meter over havets overflade. Det giver en samlet faldhøjde på 838 meter, og den gennemsnitlige hældning er på 29 procent.
Pisten er 3035 meter lang, og de bedste løber tilbagelægger den på halvandet minut. Undervejs når de svimlende hastigheder, og den højest målte er 151 km/t, hvilket ville udløse en klækkelig bøde på en dansk motorvej.
Styrtløbspisten er længere end Super-G-pisten. Olympiabakke har tre starthuse – øverst det til mændenes styrtløb, lidt længere nede det til kvindernes styrtløb og mændenes Super-G, og længst nede det til kvindernes Super-G.
Der er normalt 5-6000 entusiastiske tilskuere til styrtløbet lørdag.
World Cup-løberne flyver flere steder gennem luften, men faktisk var de helst fri. Det går nemlig hurtigere at køre på pisten end at flyve gennem luften, så flyveturene koster ekstra tid.
Perfekt for familier
At Kvitfjell rummer en række stejle pister, bør ikke afholde knap så fartglade skiløbere fra at tage dertil. Området har nemlig også mange halvflade børne- og begyndervenlige pister. Derudover er der både to terrænparker med diverse akrobatiske udfordringer, 130 km langrendsspor samt et børnelegeland, hvor de små under behørigt opsyn kan lege skifærdighederne ind. Kvitfjell er således i høj grad også velegnet til familieferie.
Samtidig er der generelt god plads i Kvitfjell, hvor man bortset fra weekender samt højsæsonen ofte kan have mange af pisterne næsten for sig selv. Endelig vinder Kvitfjell som destination ved at være en relativ ny af slagsen, hvor lifter, hoteller og hytter næsten alle er moderne og i den øvre ende af kvalitets-skalaen.
Rejsefakta:
Kvitfjell Alpinanlæg ligger i Gudbrandsdalen, cirka tre kvarters kørsel fra Lillehammer. Afstanden til lufthavnen i Oslo Gardermoen er cirka 200 km.
Skisæsonen i Kvitfjell er ganske lang og går fra primo november til slutningen af april.
Læs mere om Kvitfjell på www.kvitfjell.no.
