For ti år siden var det stadig de færreste som kørte med hjelm. Dengang blev det ivrigt diskuteret , hvorvidt det nu også var nødvendigt at påføre sig den i manges øjne fjollede hovedbeklædning. Nu, mange år senere og efter mange diskussioner, er der ikke så mange der diskuterer om den er berettiget. Den har reddet adskillige skiløbere fra alvorlige hovedskader og den er blevet helt normal.
Der er selvfølgelig stadig nogle få, ofte dem der efter egen mening er lidt bedre end alle os andre til at løbe på ski (ligesom med bilister der køre uden sikkerhedssele), som ikke er blevet klogere. De tror ganske givet også, at de selv kan kontrollere andres færden og naturens påfund og derved undgå påkørsler, skjulte sten under sneen og andre risici-faktorer, som for os mere dødelige er totalt uforudseelige. Men sandheden er vel, at man efterhånden synes dem der kører uden hjelm, skiller sig ud og virker ret tåbelige.
Derfor, er hjelmen altså blevet allemandseje og samtidig noget vi alle skal forholde os til og investere i. Men hvordan vælger man den rigtige hjelm? Vi har undersøgt tendenserne og kommer her med 5 gode huskeråd, som kan hjælpe med at gøre valget lettere.
Sikkerhed Hjelmens fornemste opgave er indiskutabelt, at beskytte dit hoved. Så egentligt burde det være let at finde en hjelm: Tag den sikreste!
De mærker, som forhandles hos de danske skibutikker lever alle op til de sikkerhedskrav der stilles fra myndighederne. Så de fleste er dermed godkendte og har en høj sikkerhed.
Man skal dog være opmærksom på, at der groft sagt er to typer skihjelm. Dem med en hård skal og dem uden. Hjelmene med hård skal er naturligvis dem, der holder bedst og selvom man har slået hjelmen i hårdt underlag og den afbødede slaget, kan den stadig bruges. Den anden og ofte lettere type, er mere som en cykelhjelm. Når de en gang har reddet dig skal de kasseres og udskiftes med en ny. Der er naturligvis også en prisforskel, da materialevalget påvirker prisen. De bedste hjelme i carbon, kan koste omkring 3000 kr mens en cykelhjelmsinspireret kan koste så lidt som 500 kr.
Pasform Hvis ikke hjelmen sidder ordentligt på hovedet er den ikke meget bevendt. Hvis den trykker eller ruscher rundt på hovedet, bliver den irriterende at køre med og så går det ud over skidagen. Er det virkeligt slemt, ender det med, at den ligger på hotellet, hvor den ikke gør meget gavn, når man planter baghovedet i en iset piste.
Hjelmen skal sidde til hovedet uden at klemme. Prøv lidt forskellige i din lokale skibutik og brug deres ekspertise og vejledning. Vær ærlig. Det er i sidste ende kun dig, som kan mærke hvordan den sidder.
Mange af hjelmene har forskellige muligheder for at indstilling, ved hjælp af en spænde i nakken. Nogle har oven i købet et luftsystem, hvor man kan pumpe det inderste op, så den sidder helt tæt til hovedet.
Men vær ærlig omkring pasformen. Det er i sidste ende kun dig, som kan mærke hvordan den sidder.
Udseende Umiddelbart burde udseende ikke have indflydelse af valg af hjelm… Når det alligevel betyder meget hvordan hjelmen ser ud, skyldes det, at der er stor sandsynlighed for, at hjelmen ikke bliver brugt, hvis man synes, man ligner Polle fra Snave på sin Puch Maxi!
Man skal være glad for sin hjelm og efterhånden er det også blevet moderne at have en smart hjelm.
Er du ikke vant til at stå på ski og synes det ser mærkeligt ud, når du står hos din lokale skibutik og prøver hjelm? Så husk på, at når du har den på i sneen, har alle de andre også hjelm på og du i virkeligheden ser mærkelig ud uden!
Detaljer Goggle gap er bare ikke særligt smart! Det er et mellemrum mellem hjelm og skibriller og udover det fjollede udseende kan det også blive koldt for panden. Sikr dig derfor at dine briller passer til hjelmen. Det gør langt de fleste efterhånden, men alligevel.
Mange hjelme har en klemme eller anden anordning bag på, til at fiksere brillestroppen i. Vælg en som ser robust ud eller en som kan udskiftes.
Hvis du kører med helmet cam, skal du også sikre dig, at der et sted til et mount.
Alle hjelme komme med ørevarmere og mange af dem kan tages af. Men inden du spørger om de kan, så tænk på, om du nogensinde får brug for det?
Noget af det nyeste på hjelmmarkedet er hjelme med visir. Det er især en fordel for brillebærere men også godt, hvis man ikke bryder sig om trykket fra skibriller.
MIPS En af de andre ting der snakkes meget om i forhold til hjelme for tiden er MIPS (Multi-Directional Impact Protection System ). Ideen er at lægge et ekstra lag i hjelmen, som skallen kan rotere om ved slag. Kort forklaret vil det betyde at MIPS-laget vil få slag til at prelle af på hovedet og derved mindske risikoen for hjernerystelser og andre hovedskader.
Systemet er meget nyt og der er ikke så mange statistikker, som kan bekræfte funktionen. Men vurderingen er at det giver rigtigt god mening. At det samtidig er udviklet af hjerneforskeren, Hans von Holst fra Karolinska Institut i Stockholm som et led i forskning og interesse for sikkerhed og ikke en af hjelmproducenterne er med til at overbevise om rigtigheden af virkningen.
Desuden har tests fra uvildige institutioner også påvist MIPS evner til at beskytte hovedet.
Har du ikke en ordentlig hjelm eller er du i tvivl om den du har dur, så kan du lige nå at ønske dig en ny til jul.
Husk også, at det ikke er for hjelmens, hjelmproducenternes eller skiforhandlerens skyld du skal have den på. Det er for dem som holder af dig og din egen.
Og igen… det er lidt fjollet at køre rundt uden hjelm, især hvis man slår hovedet!