I Sunshine Village i Rocky Mountains vælter sneen ligefrem ned

Af Jesper Møller

Få skisportssteder i verden har en så imponerende snestatistik som Sunshine Village, der er hjemmehørende i den canadiske del af den 4805 km lange bjergkæde Rocky Mountains. Hele 10 meter falder der i gennemsnit på en sæson, hvilket er canadisk rekord og samtidig et af de højeste tal i verden. Der er ikke noget at sige til, at Sunshine er en af Canadas mest populære skidestinationer.
Den store snemængde sikrer en ekstrem lang sæson, der går fra midten af november til slutningen af maj. Med til at sikre den lange sæson er også det faktum, at Sunshine Village er Canadas højest beliggende skiområde med pister i højdeintervallet fra 1660 til 2730 meter.

Udover at være rigelig er sneen tilmed af en beskaffenhed, som man som europæisk skiløber kun kan være svært misundelig på. “Champagne powder” kalder canadierne selv den meget lette og tørre sne, som gør skiløbet lettere og mere behageligt.
Pulversneen fremkommer ved, at skyerne på vej ind fra Stillehavet afgiver næsten al sin fugtighed over den tørre Nevada-ørken, før den trækker op over “The Rockies”. Når sneen falder, er den derfor så tør, at det næsten er umuligt at lave en snebold. Konsistensen holder sig hele dagen, således at man undgår de isede pister sidst på dagen, som ellers er så normalt i Alperne.

Tre bjerge
Skiløbet i Sunshine Village finder sted på tre forskellige bjerge: Goat’s Eye Mountain, Mount Standish og Lookout Mountain. De største udfordringer med diverse diamanter og dobbelte diamanter finder man på Goat’s Eye Mountain, der har sit navn efter et hul i klippen på bjergets top, der angiveligt ligner et gedeøje. Pistenavne som Hell’s Kitchen og Wildside siger en del om sværhedsgraden, omend der da også her er et par blå pister til de knap så skrappe skiløbere.

Det letteste terræn i Sunshine findes på den nederste del af Lookout Mountain, og på dette bjerg kan man ovenikøbet køre på ski i to delstater, idet grænsen mellem Alberta og British Columbia går midt på bjerget.
På en solrig dag kan det anbefales at starte på Standish, køre videre på Lookout, for derefter at tilbringe eftermiddagen på Goat’s Eye. På den måde kører man i solen hele dagen. Hvis det omvendt sner, hvad det ofte gør, er Standish at foretrække, da de fleste pister er omgivet af træer, som sikrer en større sigtbarhed.
Omvendt ligger det meste af Lookout samt den øverste halvdel af Goat’s Eye over trægrænsen, hvilket er både godt og skidt. Godt er det, at det åbne terræn giver mulighed for gode brede pister, der ikke føles så befærdede som de smallere af slagsen. Skidt er det i snevejr samt i blæsevejr, hvor der ingen læ er mod sne og de ofte meget kolde vinde.

Mange pister
Når man er vant til at stå på ski i Alperne, kan man let blive lidt betænkelig ved at betragte oversigten over skilifter i Sunshine Village. Bare 12 tolv af slagsen forefindes der nemlig – fordelt på en gondol, otte stolelifter og tre såkaldte ”rullende tæpper”.
Man skal dog ikke lade sig snyde, for Sunshine udmærker sig som de fleste andre nordamerikanske skisportssteder ved, at hver lift har en række pister under sig, så man kan tage den samme lift adskillige gange i træk og alligevel hver gang køre ned ad en ny piste.
Sunshine råder således over næsten 100 navngivne pister, og selv om mange af dem ikke afviger nævneværdigt fra nabopisten, er der nok at tage fat på. Alligevel hører Sunshine nok til de mindre af slagsen, såfremt man sammenligner med mastodont-destinationerne i Alperne. Men det gør dog mindre, for så længe snekvaliteten er i top, kan man sagtens holde ud at køre på de samme pister, som man gjorde dagen i forvejen.
Samtidig er se fleste af stolelifterne så tilpas hurtige, at der kun yderst sjældent opstår liftkøer oppe i terrænet. For foden af skiterrænet ved gondolen kan der dog godt forekomme kø om morgenen, så her kan det betale sig komme tidligt – ikke mindst lørdag og søndag.

Delirium-pist
Terrænet i Sunshine Village fordeler sig rent sværhedsmæssigt med 20 procent let terræn, 30 procent middelsvært terræn, 40 procent svært terræn samt 10 procent ekstremt svært.
Double diamond er den sværeste kategori i det nordamerikanske pistesystem. Her er grøn den letteste pistefarve, mens blå står for det middelsvære terræn. De svære pister er markeret med sorte diamant-figurer, og de ekstremt svære er så dobbelt-diamanterne. Sidstnævnte kategori bliver aldrig præpareret, så den kan ikke anbefales til folk med skræk for pukler.
Og selv om områdets dobbelt diamant-pister er rigeligt udfordrende for selv de største skihajer, har Sunshine Village en endnu skrappere nedfart at tilbyde de mest frygtløse gæster. Delirium Dive er navnet på den skrækindjagende offpist-rute, der ligger på bagsiden af Lookout Mountain.

Delirium Dive genåbnede i 1998, efter at myndighederne i 18 år havde holdt ruten lukket på grund af de store udgifter til lavinekontrol og redningsaktioher af tilskadekomne skiløbere. Firmaet, der driver Sunshine Village, påtog sig i den forbindelse udgifterne for til gengæld at kunne tilbyde den kulravende sorte piste til alverdens vovehalse.
Ruten har et gennemsnitligt fald på 39 procent, og nogle steder er faldet på op mod 50 procent, hvilket føles nærmest lodret. Det er da også en af de mest hårrejsende pister i hele Nordamerika, som er forbeholdt de mest hardcore offpist-løbere.
For at få lov til at begive sig ud på Delirium Dive, skal man opfylde en række sikkerhedskrav. Man må ikke køre alene, og derudover skal man medbringe en skovl samt en lavine-detektor, ligesom man skal bære hjelm.
Fra toppen af den store stolelift øverst på Lookout skal man gå et lille stykke op til toppen af bjerget for at komme frem til ruten. Man ser en del mennesker gøre det i løbet af en dag, men man ser også mange, der fortryder og kommer gående ned igen efter at have kastet et blik ned ad Deliriums-ruten.

Fakta
Sunshine Village ligger i en nationalpark blot 16 km fra den hyggelige by Banff, der har lagt navn til nationalparken. Langt de fleste besøgende i området bor i Banff.
De fleste vælger at købe et liftkort, der ud over Sunshine Village også giver adgang til naboskiområderne Lake Louise og Mount Norquay. Liftkortet giver gratis adgang til bustransport mellem skiområderne og Banff.
Flyveturen til Canada går til byen Calgary, hvorfra der er ca. halvanden times kørsel til Banff.

 

Forrige artikelSalzburger Saalachtal: Kælk og Kaiserschmarrn
Næste artikelDet er den sidste sæson for Lindsey Vonn