Stor synergieffekt
Ind til vinteren 2016/17 udgjorde off piste-mekkaet St. Anton am Arlberg samt pisterne ved Lech Zürs to separate områder. Etableringen af den nye Flexenbahn-lift smeltede de to områder sammen til én stor destination, som positionerede sig som en af verdens bedste.
Arlberg-området er i denne sæson et overflødighedshorn af skimuligheder, forkælelse, events og stemning, og sammenlægningen har haft den berømte synergieffekt, hvor 2 + 2 = 5. Først og fremmest udgør de 305 pistekilometer Østrigs største sammenhængende skiområde, off-pisten er landets bedste, og med status som VM-vært og World Cup-destination kan Arlberg prale af toptrimmede konkurrencepister. Listen over events spænder fra koncerter med internationale kunstnere til spektakulære konkurrencer. Og så er der al forkælelsen. Arlberg er et af de områder i Europa, hvor man finder den største koncentration af gourmetrestauranter, og så findes der mange forskellige former for afterskiing.
Stilfuld sæsonåbning
|
|
|
|
Om aftenen den 29. november 2018 – dagen før liftene officielt åbner – indledes den nye skisæson med et brag af en fest. 222 frygtløse skiløbere stiller op til “Catch me if you can”-løbet, som foregår på den berygtede Kandahar-pist. Deltagerne, der er udstyret med pandelamper, kører ned to og to, og efter sejrsceremonien er der afterparty. Dagen efter, fredag den 30. november, er liftene åbne, og har man lyst til at prøve markedets allersidste nyheder, arrangeres gratis ski- og snowboardtest ved Galzigbahns dalstation. Lørdag den 1. december er der koncert med den amerikanske sanger, danser og sangskriver Anastacia samt Mel C, som tidligere var en del af det engelske succes-band Spice Girls.
I løbet af sæsonen er der mange andre arrangementer at se frem til. Mellem den 5. og 26. januar 2019 afvikles ”Ladies First”, hvor kvindelige gæster forkæles med gode tilbud i forbindelse med skiløb, wellness-behandlinger og shopping. Den 19. januar kan man opleve kult-løbet “The White Ring” Og den 21. april 2019 stiller 555 skiløbere og snowboardere op til sæsonens vildeste konkurrence, ”The White Thrill”. Løbet skydes i gang med en massestart ved Vallugagrat, hvor deltagerne løber det første stykke med skiene på nakken. Herefter fortsættes ned ad stejle pister og hen over upræparerede områder, og på visse passager klikkes skiene af. I målområdet venter tusinder af feststemte tilskuere på at fejre vinderen, og løbet har fået kultstatus. |
|