Der er alpint skiløb for enhver smag i Val D’Isere og Tignes som udgør skiområdet Espace Killy. Oplev 300 km pister, stor og varieret off-piste og gletjeren La Grande Motte med et skipunkt i svimlende 3.456 meter.

Af Klaus Hybler

Skiområdet Espace Killy er opkaldt efter den legendariske franske skiløber Jean-Claude Killy. Ved OL i Grenoble 1968 vandt Killy hele tre guldmedaljer i disciplinerne slalom, storslalom og styrtløb.

De unge der i dag tager svævebanen til toppen af La Grande Motte, som ligger og knejser over Tignes, kender måske ikke den franske skilegende. Men de ved at sneen oppe på gletsjeren som regel er god. Det gælder bestemt også denne forårsdag i midten af marts, hvor solen har opvarmet det øverste lag sne. Det giver en let blød kontakt på gletsjerens faste og jævne underlag.

Vores skiguide Bruno gør tegn til at vi skal følge ham ud i off-pisten; et stort område som strækker sig ved siden af den præparerede røde piste. Her er sneen og underlaget også perfekt, men det er naturens og ikke snemaskinerne fortjeneste. Vi kommer længere ned og ud i et område, som er mere øget. Glæden ved at skære sine egne spor i sneen smelter sammen med naturoplevelsen.

De største og mest kendte off-piste områder er i Tignes, og det tiltrækker især unge skiløbere og selvfølgelig alle andre freeriders.

Ud over La Grande Motte er toppen af Aiguille Percée – som man finder to liftture fra Tignes by – et sandt paradis, hvor man kan vælge imellem en stribe af nedkørsler i off-piste.

 

For alle niveauer

Espace Killy byder på stor variation og mange udfordringer og er både velegnet for dem, der fortrækker pisten, og for freeriders.

Ved Tignes kan man komme til La Grande Motte med et skipunkt i 3.456 meter, mens den højeste bjergtop i Val D’Isere er lidt lavere ved Pointe du Montet.

Begyndere kan komme til at kæmpe lidt, ikke mindst fordi man næppe undgår den sorte eller røde piste, hvis man vil fra det øvre terræn og ned til Val D’Isere eller Tignes. Men kan man leve med at tage liften ned, når dagen er omme, så er området ganske velegnet for begyndere.

Ved Rocher de Belvarde i 2.827 m findes et stort område med de lette grønne piste, og senest har man udbygget et begynderområde på Solaise i 2.560 m med en særdeles flot bjergstation.  Fra Solaise kan man tage længere op og vælge imellem en del blå pister. Det er en sikker måde, man som begynder kan kaste sig ud på sin første down hill tur. Men det er bestemt også en herlig oplevelse uanset niveau at køre her, udsigten er storslået.

Val D’Isere og Tignes er ud over de mange kilometer sammenhængende pister en magisk oplevelse, hvor man bevæger sig over klippetoppe og ned i dale, og tæt på oplever naturen. Og når de andre sneområder mangler sne, kan man næsten være 100 procent sikker på at Espace Killy har sne. I sæsonen 2016/2017 blev flere skiløbskonkurrencer flyttet til Val D’Isere, fordi man manglede sne andre steder.

 

Den olympiske piste

Den er sort, men ikke kulsort! Vi har taget op til Rocher de Bellevarde med en af de første kabinelifter. Det er nemlig en god idé at køre på den olympiske styrløbspiste om formiddagen inden den bliver kørt op og puklet.

Det er en ren og skær fornøjelse at få mulighed for at køre ned her, og vanskeligt at forstå, hvordan skiløbere med 120-140 km/t overhovedet kan blive på skiene efter et hop eller i svingene, der flere steder drejer i skarpe kurver.

Op til løbsdage bliver pisten overrislet med vand og forvandlet til is, som arrangørerne kræver. Og efter sådan et løb skal man nok holde sig væk, for så kan selv en skilærer ikke stå fast!

Sæsonen går fra sidst i november til begyndelsen af maj, men det er en god idé at komme før midten af april, ellers kan det være for varmt. Den bedste periode, hvis man vil have puddersne, er fra midten af januar til midten af februar.

Mange skiklubber og ikke mindst landshold fra bl.a. Frankrig og Italien kommer meget tidligt for at forberede sig til sæsonen. Gletsjeren på Grande Motte åbner allerede 1. oktober.

 

Skiturister siden 1932

Val D’Isere er en del af den alpine skihistorie. Den første sæson begyndte tilbage i 1932, hvor fire hoteller åbnede for skiturister. Året efter kom den første skiskole, og man skal frem til 1936, før den første slæbelift blev bygget ved Solaise.

Slentrer man en tur omkring kirken i den gamle del af Val D’Isere og kigger på stenhusene, får man fornemmelse af byens historie. Kirken er fra 1664, døren står åben, og man kan sagtens gå indenfor og opleve det smukke kirkerum, eller gå forbi og kigge på nogle af de andre gamle stenhuse fra den periode.

Det er også her, at man finder nogle af de mange butikker med skiudstyr samt delikatesseforretninger med lokale råvarer. Prøv for eksempel at smage de lokale Savoie-oste og hvidvine.

Skiområdet er lige så ypperligt som de kulinariske specialiteter, som Savoie byder på. Og de lokale kan bryste sig af stolte skitraditioner: De Olympiske Lege blev afholdt i 1992, hvor Val d’Isère var vært for mændenes styrtløbskonkurrence, Super G og storslalom. Det samme gentog sig ved alpint WM i 2009, mens Tignes ved begge begivender var vært for freeride-konkurrencerne.

 

Val d’Isere og Tignes er forskellige

Hvis man ønsker at bo i en skiby med en masse butikker og en lang historie, så skal man vælge Val d’Isere. Byen er meget populært og meget kendt som skisportssted, og har desuden flere meget eksklusive hoteller og en enkelt Michelin-restaurant. Val d’Isere er generelt også dyrere at bo i sammenlignet med naboen Tignes.

Tignes er en såkaldt satellitby, hvor alt er bygget op til glæde for skituristerne. Den har ikke samme bystemning som Val d’Isere, men har til gengæld god nærhed til de omgivende bjerge. Der findes tillige en del hoteller, der tilbyder ski-in-ski-out.

Tignes er opdelt i fem forskellige dele, men det er de tre øverste, alle beliggende i 2100 meters højde, som de fleste turister vælger at bo i. Le Lac og Le Lavachet ligger lige ved siden af hinanden ved søen, mens Val Claret ligger et par hundrede meter længere inde i dalen. Det er nemt og hurtigt at tage mellem de tre bydele med gratis busser, der går døgnet rundt.

Hvis man synes at after skiing og nattelivet i Tignes er lidt for kedeligt, så kan man tage en taxi til Val d’Isere. Folie Douce er placeret på bjerget midt i mellem Tignes og Val d’Isere. Her er der altid en fest!

Forrige artikelÅrets freeride ski 2017/2018
Næste artikelOffpist og randonne i Gastein – fantastisk, men med omtanke
Gæsteskribent
Skiavisen.dk anvender forskellige gæsteskribenter, der bidrager med nyheder, analyser, debat og aktuelle opdateringer fra skiverdenen. Denne artikel er skrevet af en gæsteskribent.