“Darf ich noch einmal nach Ihrem Namen fragen?” Og så er det man begynder at blive urolig, når receptionisten for anden gang kigger på de tre printede papirer for de gæster, der skal checke ind og ens navn åbenlyst ikke er et af dem.
Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. En omgang på hotellets regning, mens de hurtigt finder ud af, at Brask er et efternavn og Per Henrik mit fornavn, og at booking af værelset fint var på plads. Jeg blev således hurtigt og som forventet indlogeret på Hotel Gasthaus Post. Hotellet ligger i den halvstore landsby Dalaas, der ligger i dalen Klostertal.
Mit besøg skyldtes ønske om at løbe på ski i Sonnenkopf, som er en skidestination i tilknytning til landsbyerne Wald am Arlberg, Dalaas og Klösterle. Sonnenkopf er et lille, hyggeligt område med ni lifte og 22 piste på i alt 30 km plus fire km markerede off piste. Du løber på ski fra 1.000 til 2.300 meter. Sonnenkopf ligger ved foden af nok så kendte Arlberg. Det er lettest at forklare, hvor området er ved at kigge på pistekortet for St. Anton & co og se helt til venstre. Området er dog ikke direkte forbundet med Arlberg.
Arlberg er et af Østrigs største liftforbundne skiområde, men Sonnenkopf er som nævnt den ene del, der ikke er liftforbundet med resten. Liftkortet gælder i begge områder.
Sonnenkopf-området synes ved kig pistekortet sådan at beskue, at det umiddelbart er for småt til et besøg, og det er nok lige det, der sker. Gæster i de andre byer besøger sjældent Sonnenkopf, medmindre der er nysne, og man kan heller ikke bo i selve Sonnenkopf. Resultatet bliver, at der er få mennesker og masser af plads på pisterne.
Hotel Gasthaus Post
Hotellet er genåbnet denne sæson med ny tilbygning og ekstra værelser. Bygningen var ellers lige ved at ende som lejligheder, men landsbyen ønskede stadig at have en restaurant og en bar. Og hvad gør man så i Østrig? Vel cirka som vi gjorde i gamle dage i Danmark. Man går sammen efter et andelsprincip og redder både hotel og beværtning. Hotellet er således ejet af lokalsamfundet.
Jeg havde halvpension med velsmagende blanding af international gourmet og egnstypiske specialiteter. Det foregik indlysende i hotellets restaurant, som er åben for alle. Det samme er baren. Afterski er på denne måde mere som at gå på pub i UK end at drikke sig i hegnet med skiturister. Det natteliv, du måtte ønske, skal du selv skabe. Eller gør noget bedre; gå tidligt i seng og vær frisk og tidlig klar til en god dag på pisterne.
At dinnere med de lokale, som måske ikke lige orker at lave mad en for dem almindelig hverdag eller som måske bare ønsker atmosfære og gemütlichkeit; det kan noget i min kogebog. Forventer du omklædte gæster i dinnerjacket, så er det ikke her. Her er autentisk og alt er meget nede på jorden.
Fra hotellet er der 4 km til kabineliften, og det tager cirka 10 minutter i den offentlige bus. Om der er 1 eller 5 km til liften, er ligegyldigt. Hvis der ikke er ski in / ski out, og du alligevel skal med skibus, så er det for mig mere vigtigt, at bussen er let at komme til og fra, og at den kører til tiden. Fra Hotel Gasthaus Post til nærmeste stoppested er der næppe mere end 100 meter, og busserne kommer præcist! Check køreplan på app’en cleVVVer mobil. Den fungerer fuldstændig som Rejseplanen.
Hotel Gasthaus Post byder også på nyt wellness med sauna og et såkaldt Salarium. Her ligger du på en ”seng” af salt fra Himalaya, mens der i det 45 grader varme rum blæstes damp ind tilsat havsalt. Det skulle være sundhedsfremmende og have en lindrende effekt.
Kan du ikke få salt nok, er der i tilknytning til hotellet en saltgrotte hygget ind i klippen. Med 44 ton Himalayasalt er det den største kunstigt skabte saltgrotte i Europa. Grotten har konstant, ens temperatur og et behageligt, angiveligt sundhedsfremmende indeklima gennem den indlysende høje saltkoncentration.
Sonnenkopf-skiområde
Skiområdet er, som indledningsvis nævnt, ikke stort. Det er et familieområde med den kuriositet for et begyndervenligt område samtidig at tiltrække free riders fra hele Arlberg. Sonnenkopf er som et hemmelig spot for off piste. Der er de fire km markerede off piste og så der hele resten af arealet.
Det ses også andre destinationer. At familieområder som udgangspunkt ikke er overrendt af free riders – lige indtil der er nyfalden sne og powderalarm. Apropos sne. Det er nul snekanoner i Sonnenkopf. Ej heller snowfarming. Alt sne kommer ovenfra som natursne. Alligevel løber sæsonen fra midt december til midt april.
Jeg besøgte Sonnenkopf åbningsugen 2024, og der var sne på alle pister. Jeg var desværre en dag eller to for sent til sæsonens første større omgang powder og rejste hjem samme dag, som det igen begyndte massivt at sne.
Både på pistekortet og i terrænet er det fint afmærket, hvor du for at beskytte det vilde dyreliv ikke må løbe off piste. ”Wildruhezone” beskytter faktisk også dig – ulve og brunebjørne er et par gange spottet i området.
Sonnenkopf er overskueligt og familievenligt. En enkelt sort pist og 4 km off piste udgør den svære del. For gode skiløbere vil en lang weekend nok. Familier, hvor samvær og value for money vægtes, vil synes om Sonnenkopf. Her er få skiløbere på pistene og ok lifte som i kombination giver masser af tid på ski.
Til gengæld er der blot to restauranter – den ene er faktisk mere et stort cafeteria med høflig selvbetjening. Pistekortet viser, at der er tre restauranter, men Bündthütte genåbner tidligst 2025/26-sæsonen.