Af Anders Olesen / Fotografer: Jani Karppa, Harri Tarvainen, Per Munch

I det nordlige Lapland i Finland ligger et lille magisk skiområde Pyhä. Det ligger i den del af Lapland hvor Finnerne påstår julemanden bor, og lige op til den naturskønne Pyhä-Luosto nationalpark, hvor sagnfiguren Huttu-ukko siges at passe på fjeldene og sørge for god sne.

Pyhä er et skiparadis med sine velpræparerede pister, FIS godkendt slalomstadion, men også gode muligheder for freeride, offpist og skitouring. Pyhä byder dog også på masser af andre eventyr som isklatring, fat biking i sneen, langrend, hesteridning og meget mere. I Pyhä er der 200 dage årligt, hvor man har chance for at se nordlys, hvilket folk fra hele verden kommer for, og i december er der også masser af familier med børn på jagt efter julemanden og hans rensdyr.

Selvom Pyhä skiområdet ligger i 480 meters højde og har 280 højdemeters pisteskiløb, betjent af 8 lifter fordelt på 14 pister, er der både stejle sorte piste, gode nemme blå pister med plads til både børn og voksne, udfordrende offpistture samt nemt tilgængeligt offpist for begyndere.

Indkvarteringen er både hotel, hytter og lejligheder hvilke primært er ski-in / ski-out. Her er byens hotel placeret i centrum af byen, og kun et sneboldkast fra pisterne. Både hytter og lejligheder er af høj skandinavisk standard, og de mest spektakulære er de små Aurora hytter, hvor man nærmest sover under åben himmel med direkte udsigt til nordlyset.
Byen har også et rigtig fint supermarked placeret lige ved siden af nationalparkens besøgscenter, og i gåafstand fra pisterne. Priserne er overkommelige og meget ala prisniveauet i Sverige.

Pyhä er ca. 6 timer fra København, og med en mellemlanding i Helsinki er der under 4 timers flyrejse fra Københavns Lufthavnen til Rovaniemi lufthavn. Fra Rovaniemi er der kun er 1,5 times køretur til Pyhä, og der er dagligt 3-4 busafgange direkte fra udgangen af lufthavnen direkte til sneen, og skulle flyet være forsinket, så er det hele ikke større end at bussen selvfølgelig venter på Jer.

Offpiste og skitouring for første gang
Pyhä er genialt hvis man ønsker at komme i gang med skiløb uden for pisterne. Det er også et nemt og sikkert at prøve kræfter med skitouring, og det er oplagt at tage børnene med ud i den bløde puddersne for første gang og i meget trygge rammer.

PyhäExpress 6-stollift tager folk til Kultakero i 500 meters højde hvilket er toppen af Pyhä skiområdet, herfra kan man komme til alle steder i skiområdet. Kører man ned gennem skoven på nordsiden, som mest af alt minder om en miniudgave af japanske skovskiløb, så er hældningen meget begyndervenlig og man kommer nemt retur til liften, så det er altså et oplagt sted at begynde.
Mod syd findes det mest udfordrende offpisthang Huttu-ukko, opkaldt efter sagnfiguren som passer på Pyhä og sørger for sne, dette hang er så stejlt og langt nok til, at den er lige så udfordrende og sjov som et offpisthang i alperne.

Er man til store eventyr, så skal man iføre sig touringski med tilhørende skind, og så bevæge sig over i Pyhä-Luosto nationalparken, hvor der er helt fantastisk natur og rigtig godt skiløb. Man starter fra toppen i Pyhä skiområdet, og kan køre direkte på ski til den 1. af 5. bjergtoppe, hvor de resterede kun kan nås med skind under fødderne, men det er en god start, og højderne er ikke enorme.
Er man en øvet skiløber, så skal både børn og voksne bare kaste sig ud i skitouring, den lokale skiskole i Pyhä kan sørge for guider, som viser Jer rundt og lærer Jer de basale ting.

Til hest, gourmet hotdogs og nordlys-vafler
Skiløb er jo næsten alt, men også kun næsten. Mad, drikke og andre oplevelser er også en naturlig del af et besøg i Pyhä og Lapland. I den nordlige del af skiområdet finder man PyhäWurst hvor der servers de lækkeste goumet hotdogs. Samtidig har PyhäWurst løbende madevents, og bl.a. kan en aften inspireret af det nynordiske køkken nævnes, hvor der blev serveret koldrøget gedde og stegte skaller fra den lokale sø. Pyhä Wurst teamet driver også isklatring nogle 100 meter over restauranten, hvor tilskuerne også kan nyde et måltid eller drikke en øl.

Tsokka restauranten på toppen af Kultakero serverer uden tvivl de bedste nordlys vafler, og der er også god frokost til en sulten skiløber. Rundt omkring i Pyhä er der små bålhytter der frit kan benyttes og har man lyst, så kan man også grille medbragte pølser. Nede i byen kan man besøge restaurant Huttuhippu, hvor der i bedste laplandstil servers et utal af retter.

Et besøg på Lucky Ranch og en ridetur kan klart anbefales. Her tilbyder de også overnatning i en Lapland Iglo eller en tur i deres finske sauna.

Alt i alt er Pyhä er en skjult perle, hvor både familien med børn kan have nogle dejlige dage på ski, men også en gruppe erfarne snehungrende offpistskiløbere kan få fedt skiløb og unikke oplevelser som er langt fra det man forbinder med ski i norden eller alperne. Et skieventyr man ikke turde håbe på fandtes under 6 timer fra København.

Info om Pyhä
Bedste skiområde i Finland 2017
8 lifte, 14 piste
PyhäExpress 6-stolelift med bubble
Højdemeter 280 m, Toppen 500 m
Længste piste 1800 m
Liftkapacitet 10400 skiløbere pr. time
Liftkortet gælder også i Ruka Ski Resort

Se mere her: www.pyha.fi

Forrige artikelDet er den sidste sæson for Lindsey Vonn
Næste artikelSalzburger Saalachtal: Et mekka for turskiing og langrend