Af Morten Agersnap
Efter en længere periode med jagt på puddersne, var vi efterhånden ved at give op. Et højtryk havde ligget tungt over Alperne og havde givet høje dagtemperaturer. En hed sol kombineret med de lave nattemperaturer så var der langt mellem kold puddersne. Med tre dage tilbage af en schweizisk roadtrip var vi nærmest desperate og overvejede faktisk at køre hjemover.
En kammerat havde tidligere snakket om et lille højtliggende sted, med meget få lifte og en lille håndfuld hoteller. Han havde ikke selv været der, men havde tit tænkt på det.
Jeg fangede ham på telefonen for at høre nærmere… Arolla, hed det.
Den glemte dal Fra Rhonedalen går der en række sidedale mod syd. Hvis man kigger på et kort, ligner det lidt en gammeldags radiator, med de dybe dale, som skærer sig ind mellem de høje bjerge. I dalene ligger der en lang række skisportssteder som er mere elle mindre kendte. De to mest kendte, Verbier og Zermatt ligger for enden af hver sin store dal. Lige midt imellem dem for enden af den lille, oversete dal Val D’Hérens ligger Arolla i ca. 2000 meters højde.
Det er lidt af en køretur derop og man kan ikke lade være med at tænke på, hvordan den ville være i en af de utallige snestorme, som rammer området!?
Vi havde tilbragt de seneste dage i et af de store moderne skiområder og var forberedt på at Arolla var en smule mere primitiv, men da vi rullede ind foran Hotel Kurhaus, hvor vi skulle sove de næste tre nætter blev vi for alvor ramt af et kulturchok. Det fantastiske gamle bjerghotel er fra 1896. Huset er bygget i granit og væggene er metertykke. Det er holdt i den autentiske stil og atmosfæren er helt unik. Hotellet råder over en billard-stue og et bibliotek, med pejs… Selvfølgelig, får man lyst til at sige. For hvis ikke det gamle hotel skulle have det, hvem skulle så?
Hotellet danner en fantastisk ramme om en ferie i det klassiske alpine Schweiz og leder tankerne tilbage til de første pionerer, som overvandt bjergene på primitivt skiudstyr.
Lille sted med stort skiløb
Sådan er det for så vidt stadig. Arolla ligger nemlig på Haute Route, som er den alpine vej mellem Chamonix og Zermatt. Det betyder, at der hver dag passerer mange eventyrlystne skiløbere, som går randonee mellem de to kendte alpebyer. Mange tager den sidste overnatning i Arolla, inden de næste dag fuldfører den legendariske tur.
Det har sat sit præg på skiløbet i det lille sted. Rigtigt mange har touringski og går hellere op, end at tage liften. Der er altså mange som kører udenfor pisten, men de fleste kører den klassiske Haute Route eller nogle af de andre kendte touring-ture der er i området. De fleste går med smalle/lette ski, som ikke er så egnede til at køre nedad med, Så på stejle sider og bjergsider som ikke ligger tæt på de kendte ture, er der masser af plads.
Efter morgenmaden i Hotel Kurhaus’ rustikke madsal, fandt vi skiene frem og gled ned til liften. Jeg bad om to 3-dages liftkort og måtte slippe 115 chf… ca 650 kr. Jeg mente det måtte være forkert, men den søde dame i det lille lifthus forklarede, at der i januar er halv pris på liftkort (i 2018 fra den 6/1 til den 2/2 og kun på 6 og 7-dagskort)!!!
Arollas liftsystem består af 6 ældgamle træklifte. Tager man de to længste, kommer man op i 3000 meters højde! Allerede i den første lift, under trægrænsen, testede jeg lige sneen i kanten af liftsporet. Staven forsvandt let ned i det. Det kunne næsten ikke passe. Vi havde efterhånden vænnet os til betonsne. Men det viste sig, at alle steder, som ikke havde ligget direkte i eftermiddagssolen, var der fantastisk dejligt, løst puddersne.
Vi fandt masser af steder, hvor der ikke var kørt og brugte dagen på at udforske området. Selv om der reelt kun er tre lifte, som er interessante er der uendeligt meget fedt skiløb. Det skyldes først og fremmest, at der er 1000 højdemeter og at det er muligt at traversere langt ud til siderne og stadig komme tilbage til Arolla. Vi afsluttede første dag, med at hike op til Pas de Chèvres. Passet er et nøglepunkt på Haute Route og der passeres fra bagsiden, hvor en smal stige har ført hundrede meter op ad den rå, lodrette klippe. Stigen var efterhånden så slidt og i øvrigt så eksponeret at sikring var nødvendig. Så man har lavet en ny. Alligevel var det vildt fascinerende og ret ekstremt at klatre rundt på metalstiger i 3300 meters højde med ski og stave på ryggen.
Selvom der dagligt passerer masser af tour-skiløbere heroppe hver dag, har man her et eksempel på, at alle nærmest følger det samme spor ned, på de smalle randoneeski.
Da vi kørte ned, holdt vi højde til højre, så vi kom ind i Pigne d’Arollas skygge. Her var der en hel side med fantastisk pudder, som lagde op til god fart og store sving… Fedeste dag.
Alpint mekka Med den fantastiske beliggenhed og de stolte alpine traditioner i området er Arolla et eldorado og enestående udgangspunkt for højalpine eventyr. Spredt rundt i bjergene ovenfor den lille bjergby ligger en håndfuld refugier. De fungerer som overnatningssteder for dem der går Haute Route, men også som base for dem der går dagture til de høje toppe i området.
Vi holdt os lidt længere nede på andendagen, men klatrede til nogle af de toppe vi kunne overskue fra liftene. Det var utroligt nemt, at finde fede nedkørsler med kun 20 minutters klatring og sneen var overraskende god. Vi havde en fantastisk dag og vi sov tungt, mellem Kurhaus’ granitvægge om natten.
Efter den gode nats søvn, var vi tidligt oppe, så vi kunne pakke bilen og alligevel få noget tid på ski den sidste dag. Vi havde en del forskellige muligheder, bl.a. 2 vilde couloirs. Vi besluttede dog at starte med siden fra topliften, ned mod byen. Her fandt vi kold, tør puddersne, så vi blev ved med at boote op, for at få mere. Da tiden rendte fra os, aftalte vi at tage et run, længere skiers left på samme side.
Traversen, var stenhård og forventningerne dalede, men da vi kom over en lille ridge, var der pludselig pudder. Et par hundrede højdemeter ned til en lille flok sæterhuse, kunne vi bare give den gas. Efter et par fotos, kørte vi videre ned mod Arolla. Vi var under 2500 meter, så igen regnede vi bare med slush og skare, men endnu engang blev vi overaskede… Kold sne helt ned til 2200 meter – Fantastisk afslutning på en fed road trip i sneriget Schweiz.
