Stöten udvider med 1170 meter lift, 800 sengepladser og digitale løsninger

Med priser som ’Årets Skisportssted’ i bagagen er Stöten i Sälen klar på en ny sæson med udvikling af deres skisportsanlæg og investeringer for kommende sæsoner. Denne vintersæson udvider Stöten med en ny 1170 meter lang skilift, 800 nye sengepladser, et stort vaffelhus samt indfører flere nye digitale tiltag og en fleksibel afbestillingsforsikring for at sikre en tryg skiferie for gæster i 2020/21.

Hvert år i vintersæsonen valfarter skiglade danskere mod sneklædte himmelstrøg for at holde ferie i idylliske vinterlandskaber. I år ser situationen dog noget anderledes ud, og om skiferien overhovedet bliver en realitet i sæsonen 2020/21 er endnu uvist. Ikke desto mindre har mange skidestinationer gjort store investeringer for at kunne sikre en tryg skioplevelse for både skigæster og medarbejdere. Hos Stöten i Sälen i Sverige har man udvidet og forbedret skianlægget, både for at højne skioplevelsen, men også for at skabe mere plads omkring skigæsterne, ligesom man har investeret i digitale løsninger for at mindske kontakt og menneskemængder.

”Vintersæsonen i Stöten i Sälen byder på flere spændende nyheder, som vi glæder os til at introducere for vores gæster. Blandt andet vil den nye ’Ravinenlift’ gøre skioplevelsen mere komfortabel, vi har nye boliger med totalt 800 senge til vores gæster, og så udvider og renoverer vi vores vaffelhus, så det bliver meget større, for vafler hører jo til skiferie i Stöten. Vi gør alt for at sikre, at vi fortsat kan levere en komplet skioplevelse, der naturligvis er fuldstændig corona-tilpasset, og vi har særligt sat ind på den digitale udvikling af stedet. Det skal føles helt sikkert at holde sin skiferie hos os,” siger Johan Thorn, administrerende direktør for Stöten i Sälen.

I de seneste år har Stöten investeret omkring 300 millioner svenske kroner i udvikling af deres skianlæg. Implementeringen af større satsninger som et helt nyt skiområde, Dalarnas længste og hurtigste 6-stolelift samt et markant udvidet snelægningssystem er bare nogle af de parametre, der førte til, at Stöten sidste år modtog prisen ’Årets Skisportssted’ fra den svenske skisportsorganisation, SLAO.

Vinternyheder i Stöten i Sälen sæson 20/21

1170 meter lang skilift åbner i Stöten

Skigæster kan denne vinter se frem til en stor, nybygget skilift på det populære ’Soltorget’. Ravinenliften er 1170 meter lang og har kapacitet til at transportere 750 skiløbere i timen, hvilket reducerer risikoen for kø til bjergets top for sneglade skiløbere. Den lange nyhed gør det desuden endnu lettere at tage til ’Stötentorget’ og er et fremragende valg for børn og begyndere, der ønsker at køre sjove pister uden at skulle starte fra toppen af ​​bjerget. Fra den nye lift er der nemlig tre korte og lette ture: Granskottet, Mullvaden og eventyrbanen Ravinen. Ravinen er udgravet til en naturlig half-pipe eventyrbane, hvor skiløberen let kan køre op og ned mellem siderne, og bliver en ny nedfart inden for Stöten Adventure-konceptet.

800 nye sengepladser med ski in/ski out

Når Stöten i år slår dørene op til vintersæsonen 2020/21, bliver det med plads til 800 nye gæster. Skisportsstedet udvider nemlig med nye boliger, hvor op til 800 gæster kan trække dynen op om ørerne efter en aktiv dag på ski eller snowboard. Alle nye boliger har ski in/ski out, så man let kan glide fra boligen og direkte ud på pisten.

I alt byder Stöten på 7.500 sengepladser – samtlige med ski in/ski out. Dette er både for at gøre skioplevelsen lettere for områdets gæster, men også for at sikre plads til gæsterne, undgå kø ved skilifter og gøre det lettere at holde afstand til andre skigæster.

Endnu flere vafler

Det har længe været et faktum i Sverige, at til skiløb hører vafler. Derfor bliver Stötens populære vaffelhus, Våffelstugan, på Soltorget nu større. Udvidelsen sker ved sammenlægning med den tilstødende varmestue, der fremover vil være en del af vaffelhuset. Det betyder selvfølgelig ikke, at tiden med medbragte madpakker og pitstop i varmestuen er forbi – en ny, opvarmet type af vildmarkshytte bliver nemlig på samme tid opført med en bedre placering end den tidligere varmestue, så trætte skiløbere let kan komme til for at nyde en kop varm kaffe eller deres medbragte mad.

Samtidig flyttes Soltorgets grillområder tættere på den nye, opvarmede vildmarkshytte, så man også her kan komme ind i varmen og spise en grillpølse, hvis man vil.

Stoten_grundkarta_2.5.6

Pistekort over nyheder og forbedringer i Stöten denne sæson – med den nye 1170 meter lange lift, som giver mulighed for nemmere at komme til blandt andet eventyrpisten Ravinen

Nye tiltag for en sikker skiferie på trods af covid-19

For at give gæsterne en tryg oplevelse i Stöten denne vintersæson vil bordreservation og bestilling af både take-away og i Stötens restauranter finde sted via en ny app. Samtidig automatiseres al ind- og udtjekning på hoteller og i hytter for at undgå køer og forsamlinger.

Yderligere åbnes der for nye parkeringspladser for skigæster for at undgå trængsel og smittespredning i området: Parkeringspladsen, som blev forberedt til World Cup-finalen i 1990, er blevet udvidet, og en ny parkeringsplads ved siden af den nyåbnede vildmarkshytte er blevet bygget. Førstnævnte egner sig særligt godt til familier, da man fra parkeringspladsen kan klikke skiene på og let suse direkte over til skiliftene ved Soltorget.

 

Dette er blot nogle af de mange foranstaltninger, som Stöten har truffet for at kunne tilbyde en sikker skiferie og undgå spredning af coronavirus.

 

Fleksibel afbestillingsforsikring – afbestil gratis i op til 20 dage før rejsen

I Stöten har man i år indført en af Sveriges hidtil mest generøse afbestillingsforsikringer inden for skiturisme, for at skiløbere i coronatider kan føle sig sikre på, at pengene ikke går tabt, når man booker sin vinterferie. Derfor kan man nu tilkøbe en afbestillingsforsikring til 495 SEK, der sikrer, at gæster op til 20 dage før ankomst kan annullere deres rejse og få det fulde beløb retur uden særlig grund. I tilfælde af at Stöten i Sälen helt må lukke på grund af pandemien, vil hele reservationen blive refunderet skigæsten uden undtagelse.

 

Læs mere om Stötens historiske afbestillingsforsikring her:

https://www.mynewsdesk.com/se/stoten/pressreleases/aennu-tryggare-skidsemester-i-stoeten-3030804.

 

Stöten åbnede for sæsonen den 10. december 2020.

 

Sikkerhedsforanstaltninger vedrørende COVID-19

I Stöten i Sälen følger man nøje den svenske regerings tiltag mod COVID-19 for at sikre en tryg og sikker oplevelse for både gæster og medarbejdere.

Om Stöten:

Stöten i Sälen er et af Sveriges førende skiområder og den nordligste af Sälens skidestinationer. Stöten ligger i Dalarna, kun 15 minutter fra den nyåbnede lufthavn Scandinavian Mountains Airport. Området byder på hele 19 skilifte og 49 pister fra grønne til sorte, så der er noget for både erfarne skiløbere og sneglade børn og nybegyndere. I Stöten er alt samlet på ét sted, og samtlige af områdets 7.500 senge har ski in/ski out. Med 370 meter kan Stöten prale af at have den største faldhøjde i Sälen, og skiområdets længste pist – ’Mormors Styrtløb’ – er hele 2,4 kilometer lang. Ud over skiløb byder området på en række af andre faciliteter for den optimale vinterferieoplevelse. Stöten er blevet udnævnt som ”Årets skisportsted” af Sveriges skidestinationers organisation (SLAO) i 2019.

 

 

 

 

 

 

Forrige artikelSå er VM i gang!
Næste artikelHattrick i priser til Stöten i Sälen
Skiavisen
Skiavisen er Danmarks største skiavis med nyheder om ski og snowboard, lær at stå på ski og få anmeldelser af rejser og udstyr til ski.