Skiløb har i mange år været inde i en rivende udvikling, og hvor bringer den os hen fremadrettet? To af Danmarks førende skieksperter spår her om, hvordan skiløbet vil se ud i fremtiden
Grundbegrebet for skiløb er det samme, som det altid har været. Spænd et langt, fladt fremmedlegeme fast under hver fod, og hold dig så efter bedste evne på benene på ned ad sneen eller gennem den.
Der er dog løbet meget smeltet sne gennem åen, siden de første skipionerer i sin tid med primitive læderremme spændte deres fødder fast på lange afhøvlede stykker træ. Faktisk er skiløb en af de fritidsfornøjelser, der gennem tiden har oplevet den største udvikling, når det handler om udstyr og koncept.
Skiløb har udviklet sig til en enorm industri, hvor skisportssteder, hoteller og producenter af skiudstyr kappes om at vinde kundernes gunst. Der udvikles hele tiden nye tilbud, og derfor vil skiløb fortsat udvikle sig på mange fronter, spår to af Danmarks førende skieksperter.
Rasmus Lundby, der er skilærer og formand for Den Danske Skiskole, forudser, at der fremover vil blive mere fokus på at gøre skiløb mere behageligt. Her tænker han ikke mindst på skistøvler.
– Selv om skistøvler er blevet meget bedre og mere komfortable end tidligere, er det stadig hårdt for fødderne at have dem på en hel dag. Derfor tror jeg, at der i fremtiden vil blive udviklet skistøvler, som både er lettere og mere behagelige at have på, siger Rasmus Lundby.
Magelige skiløbere
Thomas Uhrskov, der er kendt for sine mange TV-programmer om skiløb, er enig i, at skiudstyrets bekvemmelighed fremover vil være i højsædet.
– Skiløbere er blevet mere magelige. Før i tiden accepterede folk, at ski er besværlige at bære, og at man ofte fryser på ski. Sådan er det ikke længere. For eksempel er skiproducenterne begyndt at lave lettere ski til kvinder, så de ikke er for tunge at bære, siger Thomas Uhrskov.
Han peger på varme som et sted, hvor fremtidens skiløbere vil stille krav til øget komfort.
– Allerede i dag kan man købe skistøvler, handsker og sokker, som kan opvarmes, og den trend vil bestemt blive større i takt med teknologiens udvikling. Folk vil ikke orke at sidde og fryse i liften, hvis et par skistøvler og handsker med indbyggede varmelegemer kan forhindre det, mener Thomas Uhrskov.
På den sikkerhedsmæssige front er hjelme det seneste årti blevet allemandseje, og det samme forudser de to skieksperter vil blive tilfældet fremover med rygskjold. I starten blev rygskjold typisk kun benyttet af folk, der lavede hop og andre akrobatiske udfoldelser i funparks.
– Førhen var rygskjold nogle stive tingester, der ikke var synderligt komfortable at køre med. Men i dag er hovedparten både behagelige og varmende, og derfor vil mange flere begynde at bruge dem for at beskytte ryggen, som jo er et sted, hvor man ikke selv kan tage fra ved styrt, siger Thomas Uhrskov. Han forudser endda, at jakker med indbygget rygskjold på et tidspunkt bliver udbredt.
Nyt fænomen vil komme
Hvad ski angår, har carvingskien i de seneste årtier revolutioneret det alpine skiløb, og Thomas Uhrskov er overbevist om, at der på et tidspunkt dukker et tilsvarende fænomen op. Hvad det bliver, tør han dog ikke spå om.
– Den nye trend inden for ski vil ikke nødvendigvis blive lige så revolutionerende som carvingskien, men der vil uvilkårligt komme noget nyt og stort på et tidspunkt, siger han.
Før det sker, tror Thomas Uhrskov, at de såkaldte allroundski vil vinde frem.
– I dag er markedet for ski uhyre specialiseret med ski til alle mulige former for underlag og kørsel. For den bedre skiløber kan det være svært at vælge, og da de færreste gider at have mere end et par ski, vil allroundskien blive mere populær, forudser skiprofessoren.
Hvad øvrige alpine discipliner angår, var snowboarding i mange år på hastig fremmarch, men det vil ifølge Thomas Uhrskov ikke fortsætte.
– Antallet af snowboardere er allerede faldet noget, og jeg tror ikke, at det vil få en stor renæssance. Omvendt er snowboarding bestemt kommet for at blive, så det vil nok holde sig nogenlunde på sit nuværende niveau, mener han.
Hybridlifter
I skiløbets barndom fandtes der slet ikke lifter, så på denne front er der sket meget i perioden fra de første primitive træklifter til nutidens avancerede gondollifter.
I dag skelner man mellem tre hovedgrupper af lifter – træklifter, stolelifter og gondoler. Her tror Rasmus Lundby på, at vi i fremtiden vil se en stor opblomstring af de såkaldte hybridlifter, som er det seneste nye på markedet.
En hybridlift er en blanding af en stolelift og en gondollift, hvor stolene og gondolerne hænger skiftevis efter hinanden på den samme stålwire. Det er en ganske smart sag, hvor man i solskinsvejr kan vælge at lade sig befordre i en stolerække, mens man i skidt vejr med sne eller blæst kan sætte sig ind i tørvejr i gondolen.
– Samtidig er hybridlifterne meget effektive, når det handler om at få mange mennesker op i terrænet på kort tid. Og så kan for eksempel skiskoler vælge gondolerne, hvor eleverne kan stå sammen, mens andre kan nyde udsigten fra stolene, siger skiskoleformanden.
I pagt med naturen
Fremover er det dog ikke nødvendigvis alle alpine skiløbere, der hele tiden behøver en lift. Thomas Uhrskov tror nemlig på en stor fremtid for skidisciplinen randonée. Her går man selv op ad bjergsiderne på en speciel ski, hvor man kan løsne hælen i skibindingen, og hvor man har skind under skien, så man ikke glider. Vel oppe på toppen fjerner man skindet, klikker hælen fast igen i bindingen, hvorefter man løber offpist ned af bjerget igen.
– Jeg tror, at fremtidens skiløb bliver mere i pagt med naturen end i dag. I en stadig mere fortravlet hverdag vil flere have behov for at komme ud på de store åbne vidder. Her vil de via randonée tillige kunne få nogle unikke oplevelser, som de ikke behøver at dele med hundredevis af andre skiløbere på de samme pister. Her er de tværtimod alene på en bjergside med deres egen lille gruppe, siger Thomas Uhrskov.
Han forestiller sig også, at langrend meget vel kan få en opblomstring.
– I mange kredse opleves langrend ikke så gammeldags som tidligere. I dag vil folk gerne bruge deres kroppe og få sved på panden, og det kan komme langrend til gode. Derudover behøver det jo ikke at være enten eller. En del vil fremover sikkert på den samme ferie løbe både langrend og alpint – sidstnævnte eventuelt som randonée, spår Thomas Uhrskov.
Flere korte skiferier
I det seneste årti er de korte skiferier af tre-fire dages varighed blevet stadigt mere populære, og mange supplerer den traditionelle skiferie af en uges varighed med en kort skiferie. Både Rasmus Lundby og Thomas Uhrskov tror på en yderligere vækst i de korte skiferier.
– I takt med et øget antal flyruter vil markedet blive endnu mere fleksibelt end i dag, og derfor tror jeg, at antallet af korte skiferier vil stige på bekostning af dem af en uges varighed, siger Rasmus Lundby.
Thomas Uhrskov tror desuden, at antallet af de såkaldte temaskiferier vil stige. Det er skirejser, som kan tilbringes i selskab med ligesindede. Det kan være temarejser for singler, for kvinder, for børnefamilier, ligesom der også arrangeres ture med fokus på gourmetmad, skitræning og offpist.
Og nu vi er ved maden på skiferier, så tror Thomas Uhrskov, at skiløbere fremover vil kræve en højere kulinarisk standard på skisportsstederne. Udviklingen, hvor spaghetti, pølser og pomfritter bliver afløst af mere avancerede retter, vil accelerere. Det vil gælde både oppe i terrænet og om aftenen nede i skibyerne, mener skieksperten.