Rigtigt mange danskere har en fornemmelse af, at man tager nordpå når man er ny på ski og til Alperne når man er rutineret. Der er selvfølgelig en vis sandhed i dette, men ikke helt! Der findes også fantastiske skioplevelser for de rutinerede i Norge og Sverige og frem for alt, er der steder i Alperne som er helt perfekte for nye skiløbere og familier med børn.
Et af de steder er den lille østrigske perle, Lofer i hjertet af den idylliske Saalaachtal. Her giver kombinationen af historiske, hyggelige huse og perfekt, præparerede pister de bedste forudsætninger for en familieferie med nye ”up coming” skiløbere…
En god start
Der er en hel række af ting som gør Lofer perfekt for børnefamilier, som gerne vil have en god og tryg start og udvikling på ski. For det første er terrænet ikke kæmpestort og dermed uoverskueligt. Det er tvært imod perfekt opbygget i en stor ”blød” dal på bagsiden af bjerget, hvor gondolliften fra midten af byen har sin endestation (med et skift på vejen).
Oppe i bunden af dalen ligger begynderområderne hvor skiskolerne holder til. Her er der flere børne og begyndervenlige lifter og indhegnede områder med små slalombaner og masser af sjove figurer, som inspiration til børnene. Det er i virkeligheden en stor legeplads, hvor børnene bliver underholdt med eller uden skiskole, men altid med ski på.
Når man har lært at bremse og svinge på skiene, er man klar til at komme videre, ud i terrænet. Det der er værd at bide mærke i her, er at der fører lifter op til flere dele af området og at der er tale om stolelifter. Det betyder, at man ikke skal til at kæmpe med og bruge alle sine kræfter på, at klamre sig til en tallerken eller t-lift. I stedet kan man slappe af og fokusere på udsigten og det fantastiske skiløb der venter fra toppen. Liftpersonalet er i øvrigt meget opmærksomme på børn og nye på ski og bremser liften ned og giver en støttende hånd efter behov. Det gælder også, om morgenen når man skal med gondolliften fra byen. Personalet kender familiernes udfordringer og hjælper med at komme på plads og få skiene med. Er der lidt forvirring, sætter de farten ned eller stopper liften, så alle kan nå med og få en god start på dagen. De er også på stikkerne, hvis man skal have en klap eller barnevogn med op! Her er plads til alle.
Perfekt terræn
Når man tager en af stolelifterne op i terrænet, er det første der slår én, de helt fantastiske omgivelser. Under og omkring liften, ligger de runde bakker med spændende pister og masser af små, gamle ”sæterhytter” og restaurationer. Kigger man derimod op, ser man de store dramatiske tinder i bjergmassivet, Lofer Steinberge. Som skærende kontrast til det trygge skiområde strækker de sig i forvredne klippeformationer mod himlen og er en unik kulisse til skiferien. Det oplever man ikke på ret mange andre familedestinationer og slet ikke hvis man tager nordpå.
Når man står af liften, åbner der sig en ny Verden. Uanset hvor man tager op i området er der nemlig en passende piste, man kan tage mod bunden igen. Fra alle toppe er der blå pister, så alle kan komme med op, uden at skulle presse sig selv på nedkørslen. Pisterne er varierede, overskuelige og velpræparerede.
Og jo… der er også røde og sorte pister i Lofer og selvom det ikke er dem man markedsfører sig på, er de også gode. Så er man en gruppe eller familie med forskelligt niveau er der noget til alle. Helt unikt er det, at man flere steder kan dele sig, så de dygtigste kan køre et stejlt sort hang, for et øjeblik efter at samles, med den del af gruppen, der valgte den trygge blå, ved liften.
De eneste steder i Lofer hvor der ikke er stolelifter, er op til Grubhörndl og et sted længere nede i systemet. Begge steder må man med en t-lift, som ikke er specielt let at køre med. Men det er måske godt nok!? For begge fører op til sorte pister. Den fra Grubhörndl er faktisk ret lang og går i et område af terrænet, hvor der også er gode offpistemuligheder. Selv om der ikke er meget, kan man få nogle fantastiske oplevelser efter snefald. Her er jo ikke andre som kører udenfor pisten! Længere nede, kommer man også op til en sort piste med slæbeliften. Det er et hang som bliver brugt af den lokale skiklub til portbaner, men også et godt sted at øve avanceret svingteknik. Skulle man forvilde sig op til et af de to steder og fortryde, er der selvfølgelig en blå piste som alternativ. Fordelen ved slæbelifterne er, at der ikke er nogle børn som kører forkert og kommer i uføre, uden at vide at det er den forkerte vej.
Udover at terrænet er trygt og let at komme rundt i, ligger det også lavt. Det betyder at der sjældent bliver rigtigt koldt og at vindhastigheden ikke bliver så høj, som højere oppe i bjergene. Det er en stor fordel med børn, som ikke skal sidde så ofte i vind og kulde i liften, som mange andre steder.
Meget sne
Selvom Lofer ligger lavt kommer her meget sne. Det skyldes beliggenheden i den nordlige del af Alperne. Ofte kommer stormene ind fra nord, med store mængder sne. Lofer ligger i en dal hvor stormene har en tendens til at smide meget af sneen fra sig. Man kan faktisk tale om et mikroklima, fordi der er en tendens til at sneen oftere falder over Lofer, end nabobyerne. Sidste år, da Østrig blev ramt af en række store snestorme, var det faktisk Lofer, der blev mest velsignet. På et tidspunkt var snedybden over fire meter i Lofers skiområde, på trods af, at højeste skiløb kun er 1600 meter. Det var på det tidspunkt også det sted i Østrig der var mest sne!
En anden faktor som gør, at der ofte er god sne i Lofer er den geniale opbygning af området. Selvom Lofer ligger på en solbeskinnet plet på den sydvendte skråning i Saalachtal er pisterne nordvendte. Gondolliften kører nemlig rundt om bjerget, så skiløbet forgår på bagsiden af bjerget, hvor solen ikke har så meget magt og sneen derfor holder sig kold og ligger længere. Det er da smart.
Hyggelig stemning i byen
Når man om dagen drøner rundt på ski, skal man huske at spare lidt på kræfterne til den sidste tur. Man kan nemlig tage en lang piste hele vejen rundt om bjerget og havne nede i den hyggelige by. Pisten er godt nok rød på kortet, men det er altså kun et par steder hvor den kortvarigt er lidt rød. Lyserød kan man vel nærmest kalde det. Hvis man ikke har kræfterne eller modet, kan man tage liften ned. Her har man så mulighed for at snakke om dagens oplevelser inden man stiger af i hjertet af byen.
Har man flere kræfter, kan man gå en tur i byen og måske tage en øl eller en kop kakao på en af byens mange hyggelige cafeer. Afterskien i Lofer behøver ikke at være dans på bordene til ”Hansi aus Tyrol”, men kan sagtens være anderledes rolig og for børnefamilier. I den hyggelige gågade, som skærer sig gennem byen er der boder, hvor man kan købe vådt og tørt og med byens gamle huse, som kulisse er der en fantastisk stemning, som man ikke finder mange andre steder.
Efter de lange dage i sneen kan det godt være svært at finde kræfter til ret meget andet end at slappe af på hotellet om aftenen. Men kan man mobilisere lidt kræfter en enkelt aften, kan man med fordel gøre det den dag, hvor byens skiskole laver opvisning på pisten lige ovenfor byen. Det er imponerende at se det store show de laver og der er musik og lazerlysshow til at styrke oplevelsen. For børn der har gået i skiskole er det særligt sjovt. Her kan de nemlig se deres skilærer give den fuld gas og lige få mulighed for at give hende eller ham et par ”high fives” bagefter.
Det giver børnene nogle ekstra gode minder at tage med i bagagen og generelt giver Lofer en fantastisk masse gode oplevelser til hele familien, som man vil huske tilbage på og snakke om mange år efter, f.eks. på bilturen når man kører derned næste gang.
Der er flere danske rejsebureauer som arrangerer skiferier til Lofer. Udover at det er perfekt for familier med nye skiløbere er det også godt til de fleste pengepunge. Priserne ligger markant lavere end andre tilsvarende steder. Samtidig ligger Lofer i den nordlige del af Østrig og tættere på Danmark og man skal ikke over bjergpas og ad snørklede småveje, så det er sjældent man får brug for snekæder.